Det er usandsynligt, at Liberal Alliance vil indlemme Nadja Natalie Isaksen i partiet, dels fordi hun har været med i Borgernes Parti og dels på grund af hendes holdninger til danskhed.
Nadja Natalie Isaksen skal ikke regne med, at hun kan få en plads i Liberal Alliance, efter hun har meldt sig ud af Borgernes Parti.
Det siger Ole Birk Olesen, gruppeformand for Liberal Alliance, til Radio IIII:
- Det vil i givet skulle drøftes af folketingsgruppen og partiets forretningsudvalg, men det er højst usandsynligt, at vi ville nå frem til at optage hende.
- Dels mener vi i LA, at danskhed kommer af en loyalitet over for Danmark og det danske folk, ikke af generne i ens blod. Dels mener vi, at alle, som har brugt tid og kræfter på at arbejde for Lars Boje, har udvist mangel på basal menneskelig dømmekraft, siger han.
Nadja Natalie Isaksen meldte sig ud af Borgernes Parti søndag.
- Borgernes Parti er desværre ikke blevet det, mange af os håbede på og kæmpede for. De nødvendige forudsætninger for at kunne arbejde med politik er ikke længere til stede, skrev løsgængeren på Facebook i forbindelse med sin udmeldelse.
