Flere studerende på KU syntes, at det var ubehageligt, da en KU-underviser viste et billede med teksten ”Død over IDF” i forbindelse med undervisningen. Det oplyser studenterforening til RADIO IIII.
Det har vakt en del harme, at den omstridte Lino Vogt, ekstern lektor på Københavns Universitet, tilbage i juni viste et billede med teksten ”death, death to the IDF”, som betyder død over de israelske militær, i forbindelse med undervisningen på universitetet.
Billedet blev vist i et slideshow foran flere studerende, og sagen udløste en advarsel fra Københavns Universitet.
Og flere af de studerende har fundet det ubehageligt. Det oplyser Julie Meyer, der er formand for de konservative jurastuderende Københavns Universitet, til RADIO IIII:
- Vi har fået flere henvendelser fra studerende, som har deltaget i undervisningen, og som har syntes, at det var ubehageligt.
Julie Meyer understreger i et interview på MORGEN på RADIO IIII, at foreningen mener, det er forkert at vise billedet i undervisningstiden:
- Alle må have de holdninger, de har. Men der er forskel på at have dem og så trække dem ned over hovedet på elever til undervisning. Og så mener vi, at en underviser skal have respekt nok for sit embede og for undervisningen til bare at gennemføre sin undervisning.
Det er over en måned siden, at sagen først kom frem i medierne.
For få dage siden blev sagen dog genoplivet, da Lino Vogt i et interview med RADIO IIII valgte at stå fuldt ud ved budskabet på billedet:
- Ja, absolut, lød det, da han blev spurgt, om han ønskede død over det israelske militær.
Sidenhen trak han dog lidt i land i en sms til RADIO IIII:
- Nej, jeg ønsker ikke død over hele det israelske militær, men jeg vil kun de soldater, som myrder civile i titusindvis i Gazastriben, det ondt, skrev han blandt andet.
Julie Meyer mener, at Københavns Universitet har håndteret situationen fint, og hun synes, det er godt, at han har fået en skriftlig advarsel.
Hvordan ville du have det med at få undervisning næste gang af Lino Vogt?
-Det tror jeg ikke, jeg ville bryde mig særlig meget om, siger hun og tilføjer:
-Men det er jo heldigvis et frit universitet, hvor jeg kan skifte hold, hvis det er.
Ville du gøre det?
- Det tror jeg, jeg ville gøre. Af respekt for mine medstuderende.
RADIO IIII har rakt ud til Lino Vogt for at få en kommentar. I en sms til RADIO IIII skriver han blandt andet:
- Jeg har fået klar besked fra Det Juridiske Fakultet om, at det er uacceptabelt at "vise, bruge eller dele værdiladede politiske eller religiøse budskaber i undervisningssammenhænge eller til de studerende, medmindre det har en klar faglig sammenhæng hertil", og det vil jeg naturligvis rette mig efter.
Lino Vogt mener heller ikke, han har trukket noget ned over hovedet på sin studerende:
- Jeg understregede, hvor væsentligt det var, at de altid var kritiske over for alle autoriteter, ikke mindst over for mig.
- Jeg har siden, semestret igennem, konstant rost studerende, der afbrød mig og kritiserede mine forklaringer. Det var der blot intet af, da jeg viste det famøse billede af Betty Boop (billedet med tekste 'Død over IDF", red.); de eneste reaktioner sporadiske smil og sympatitilkendegivelser.
Lino Vogt skriver også i en længere sms til RADIO IIII, at der – ham bekendt – ikke er nogen af de i alt cirka 120 tilstedeværende på de fire hold, der har klaget over ham til ledelsen.
- Det eneste, jeg har hørt fra mine studerende, har været en lang række mails, hvori de udtrykker deres sympati med min handling.
RADIO IIII har rakt ud til Københavns Universitet for en kommentar, men de oplyser, at de "som udgangspunkt ikke kommenterer på personalesager".
Hør interviewet med Julie Meyer her: https://radio4.dk/podcasts/radio4-morgen/torsdag-d-30-juli-kl-7-8
Hør interviewet med Lino Vogt her: https://radio4.dk/podcasts/radio4-morgen/fik-du-h-rt-ku-underviser-nsker-d-d-over-hele-det-israelske-milit-r
