Kritisabelt: Tænketank-direktør blåstemplede sin kones rapport

Skrevet af

16. januar 2025

Simon Kvist Sandemand

sks@radio4.dk

Det er kritisabelt, når underdirektør i Tænketanken DEA, Tobias Høygaard Lindeberg, offentligt blåstempler en national undersøgelse, som hans egen kone har været med til at skrive. Det vurderer eksperter over for RADIO IIII.

Tænketanken DEAs underdirektør, Tobias Høygaard Lindeberg, undlod at deklarere over for RADIO IIII, at han i radioen blåstemplede sin hustrus undersøgelse.

Det møder nu kritik fra eksperter.

Klaus Josefsen, ekstern lektor i forvaltningsret på Aarhus Universitet, mener, at det er problematisk.

- I den her situation burde Tænketanken DEA have gjort opmærksom på det. De kunne have sat en anden medarbejder til at udtale sig om det. Det får et skud for boven, når det kommer frem efterfølgende. Deres arbejde er sikkert ganske fornuftigt, men der bliver etableret en mistillid, siger han.

Udmeldingen kommer, efter at Tænketanken DEA i sidste uge udkom med en analyse, der sammenligner to undersøgelser af kvalitetsniveauet i daginstitutioner for 0-2-årige.

Den ene undersøgelse er lavet Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og VIVE, og den anden undersøgelse er baseret på kommunernes egne tilsyn.

Den nationale undersøgelse lavet af VIVE og EVA viste, at kvaliteten er dårlig, mens kommunernes egne tilsyn tegner et mere positivt billede.

Det fik Tænketanken DEAs underdirektør, Tobias Høygaard Lindeberg, til at sige til Morgen på RADIO IIII at "undersøgelsen fra EVA og VIVE er gennemført med en noget større grundighed. Hvis jeg skulle pege på, hvilken undersøgelse jeg har størst tillid til, vil jeg pege på den nationale kvalitetsmåling (EVA og VIVEs undersøgelse, red.)".

Tobias Høygaard Lindeberg og Tænketanken DEA siger dog ikke i interviewet, at projektchef for VIVE, Nanna Høygaard Lindeberg, er hans kone, og har været med til at skrive den rapport, som han blåstempler.

Juraprofessor på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, mener også, at Tænketanken DEA og underdirektør Tobias Høygaard Lindeberg, burde have taget højde for relationen til konens arbejde for VIVE.

Det er ifølge både Klaus Josefsen og Sten Schaumburg-Müller imidlertid vigtigt at understrege, at Tænketanken DEA ikke bryder nogen lovgivning, når Tobias Høygaard Lindeberg blåstempler sin kones undersøgelse.

Men alene tvivlen, der bliver sået, burde have været nok til at lade være, siger Sten Schaumburg-Müller.

- Det kan jo komme til at fremstå underligt. Hvorfor deklarerer man ikke? Har man noget at skjule? Så derfor er det jo bare en rigtig god idé at angive det, siger han.

Underdirektør i Tænketanken DEA, Tobias Høygaard Lindeberg, har også udtalt sig om de to undersøgelser til Politiken, men heller ikke i avisens spalter deklareres hans forhold til VIVEs projektchef.

Tobias Høygaard Lindeberg ønsker ikke at stille op til interview, men svarer i en skriftlig besked til RADIO IIII:

- Ligesom mange andre i sektoren har vi ofte refereret til VIVEs og EVAs kvalitetsundersøgelse, fordi det er den eneste nationale undersøgelse af kvaliteten i daginstitutionerne. Det har vi gjort i relation til omtalen af flere undersøgelser og ikke kun når jeg har været talsperson. Jeg nævnte over for Politiken, at vi er gift, men jeg skulle selvfølgelig have flaget det meget tydeligt. Og ikke mindst også gjort det, da jeg første gang talte med jer (RADIO IIII red.). Det vil jeg fremover være meget opmærksom på at gøre, lyder det.

RADIO IIII har været i kontakt med Politiken, der ikke har noget at tilføje til sagen.

Afspiller nu

Only in America

06:05
07:00