Kritik af ny styrelse i Birkerød: ’Det er ikke provinsen’

Sundhedsstyrelsen holder pressebriefing om status på COVID-19 i Danmark fredag den 28. februar 2020. Natten til torsdag blev det første tilfælde af COVID-19 i Danmark konstateret. Alle, der vender hjem fra områder med stor spredning af corona, anbefales at blive hjemme fra arbejde i to uger. For ansatte i sundhedssektoren er det et krav. Det skriver Ritzau, onsdag den 4. marts 2020.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

18. august 2020

Styrelsen for Forsyningssikkerhed skal ligge i den nordsjællandske by Birkerød, og det møder kritik. Det er anden styrelse, der inden for kort tid lander i Birkerød, som tidligere har fået Hjemsendelsesstyrelsen.

Inden Folketingsvalget sidste år fastslog den daværende finansordfører Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet ellers, at statslige arbejdspladser skal anbringes uden for hovedstaden:
”Næste naturlige skridt, at nye statslige arbejdspladser oprettes i provinsen”.

Spørgsmålet er så, om Birkerød, der ligger i Region Hovedstaden, 28 minutters togtur nord for Rådhuspladsen, lever op til dét prædikat. Det mener Kim Ruberg fra organisationen Balance Danmark ikke:

”Birkerød er IKKE provinsen, og det har intet at gøre med de løfter, alle politiske partier har sagt om, at styrelsen skal flyttes ud i landet,” siger Kim Ruberg til Radio4.

Justitsminister Nick Hækkerup er delvist enig.

”Birkerød er vel på kanten til provinsen. Men det er ikke udkant,” siger Nick Hækkerup (S) til Radio4. Han forklarer valget af Birkerød med, at etableringen skal gå stærkt:

”En del af de opgaver, der skal varetages af styrelsen, er i forvejen varetaget af medarbejdere, der sidder i hovedstadsområdet. Og den anden grund er, at Beredskabsstyrelsen ligger i Birkerød, og de havde lokaler til rådighed, som denne her styrelse for forsyningssikkerhed kan bruge,” siger justitsministeren. Han mener, at Socialdemokratiets placering af nye skattecentre rundt i landet, gør, at partiet lever op til sine målsætninger.

Den nye forsyningsstyrelse får i alt 60-70 medarbejdere, når den er fuldt udbygget. Styrelsen skal blandt andet sikre, at der er tilstrækkelige lagre af værnemidler i forbindelse med pandemier som Coronavirus. Første arbejdsdag for de nye ansatte bliver 28. august.

Hos både Dansk Folkeparti og SF håber de, at styrelsen på sigt skal lægges et andet sted end hovedstadsområdet. SF´s sundhedsordfører Karina Lorentzen påpeger, at en anden placering havde været bedre at begynde med.

”Det er altid nemmere at placere nye en ny styrelse et andet sted. Det er straks sværere, hvis man begynder at udflytte styrelser, for så er der mennesker der kommer i klemme og mister deres arbejde, siger Karina Lorentzen til Radio4.

Afspiller nu

KRANIEBRUD

19:05
20:00