Kulturministeren taler ofte om vigtigheden af åndelig oprustning og kulturens rolle i den forbindelse. Samtidig har han dog syltet et udvalg med dette fokus i snart tre år, hvilket nu møder kritik.
Regeringen har sat kampen ind mod alverdens kriser de seneste år, og særligt har den åndelige oprustning af danskerne været flittigt omtalt som et værn mod disse kriser.
Alligevel har kulturminister Jakob Engel-Schmidt endnu ikke nedsat udvalget ved navn ”rådet om kunst og kulturs bidrag til at løse tidens store kriser”, som netop har til formål at opruste danskerne åndeligt og kulturelt. Det oplyser kulturministeriet til Radio IIII.
Det er på trods af, at regeringen lovede at nedsætte udvalget helt tilbage i december 2022, da regeringsgrundlaget blev skrevet, hvilket altså snart er tre år siden.
Kulturministerens syltekrukke møder da også nu undren og kritik blandt kulturpersoner, herunder Ole Winther, strategisk chefrådgiver for kulturinstitutioner hos HAVE og tidligere formand for International Council of Museums.
Han mener nemlig, at der i den grad er brug for kulturens svar på, hvordan vi kan løse mange af de kriser, som vi ser rundt omkring i verden i dag.
- Man kan undre sig over, når man har gjort noget så centralt, som at skrive det her udvalg ind i et regeringsgrundlag, hvorfor har man så ikke har fået det nedsat endnu, så man kan gå i gang med at se, hvad kulturen kan gøre på området, siger Ole Winther i ”Morgen” På Radio IIII og fortsætter:
- Statsministeren taler ofte om den åndelige oprustning, og kulturministeren fortalte flere gange om vigtigheden af kulturen og den åndelige oprustning på kulturmødet Mors. Så jeg sidder tilbage og tænker, jamen så kom dog i gang, hvorfor gør I det ikke, og hvad holder jer tilbage?
Radio IIII har spurgt kulturministeren, om han ville stille op til interview om sin syltekrukke. Det har han ikke ønsket. Han har heller ikke oplyst noget konkret om, hvornår han planlægget at nedsætte udvalget. I stedet har han sendt følgende citat:
”Regeringsperioden er jo ikke færdig endnu.”
Det er ikke første gang, at kulturministerens syltekrukke bliver omtalt.
Tilbage i 2023 udgav Berlingske nemlig en artikel, hvor de kunne fortælle, at der fortsat var ni udvalg, der ikke var blevet nedsat fra regeringsgrundlaget, herunder ”rådet om kunst og kulturs bidrag til at løse tidens store kriser”.
Og dengang lød svaret fra kulturministeren således:
”Kulturministeriet kan oplyse, at der er afsat midler på regeringens finanslovsforslag for 2024 til Råd for kunst og kultur. Det er forventningen, at der iværksættes et open call vedrørende medlemmer af rådet i løbet af vinteren.”
Radio IIII har spurgt kulturministeriet, hvad der er sket med de midler, som var afsat til rådet i finanslovsforslaget for 2024, nu hvor udvalget jo ikke er blevet nedsat endnu.
Vi har også spurgt, om der nogensinde blev gennemført et open call.
Ministeriet oplyser overfor Radio IIII, at der aldrig blev afholdt et open call, og at ministeren forventer at udpege medlemmer af udvalget på traditionel vis.
I forhold til midlerne har vi ikke modtaget et konkret svar. Det skal dog bemærkes, at midlerne kan være blevet overført til andre år.
Hør udsendelsen her: https://radio4.dk/podcasts/radio4-morgen/onsdag-d-24-september-kl-7-8
