Dårlige meningsmålinger har rejst debatten om, hvorvidt Dansk Folkeparti har den rette formand i Kristian Thulesen Dahl. Og i øjeblikket er der kun én, der står stærkt nok til at følge efter ham, siger politisk kommentator Thomas Funding fra Avisen Danmark.
Dansk Folkeparti er i øjeblikket i gang med en historisk nedsmeltning. Ved valget i 2015 var det 21,2 procent af vælgerne, der satte deres kryds hos Dansk Folkeparti, men nu er vælgeropbakningen helt nede på 6,1 procent. Nedturen blev allerede manifesteret ved folketingsvalget 2019, hvor partiet gik fra 37 til 16 mandater.
Men hvis Dansk Folkeparti skal have ny formand, bør det ske på en anderledes måde, end da Kristian Thulesen Dahl overtog posten fra Pia Kjærsgaard – så stafetten skal ikke bare overdrages til en kronprins – siger partiformanden selv. Kristian Thulesen Dahl, der altså selv blev valgt uden modkandidater, har i et
interview med Jyllands-Posten søndag delt sine tanker om, hvad der skal ske, når hans tid som formand rinder ud.. Dermed bærer han brænde til et bål, der kan blive farligt for ham, mener Thomas Funding, der er politisk kommentator ved Avisen Danmark:
”Partiledere bliver jo pressede, når medier begynder at interessere sig for, om de er den rette formand – og hvem der skal følge efter. Det er grundlæggende en utidig diskussion, hvis man skal tage Kristian Thulesen Dahls parti, for han er ikke på vej nogen steder hen. Eller det mener han i hvert fald selv,” siger Thomas Funding, der kun ser én realistisk efterfølger:
”Jeg er overbevist om, at hvis der sker et skifte lige nu, så bliver det med Morten Messerschmidt som ny formand,” siger Thomas Funding. Han påpeger dog, at Messerschmidts formands-chancer kan slutte brat, hvis politiets specialenhed SØIK rejser tiltale mod ham i sagen om påstået misbrug af EU-midler.
Radio4 Morgen følger i uge 28 krisen i Dansk Folkeparti tæt med daglige vurderinger og interviews.
Hør politisk kommentator Thomas Funding fra Avisen Danmark analysere situationen: