En ny undersøgelse som RADIO IIII har fået lavet, viser, at knap hver fjerde dansker vil melde sig frivilligt til de væbnede styrker for at forsvare Danmarks grænser i tilfælde af en invasion.
Hvis Danmark skulle blive udsat for en invasion, så vil knap hver fjerde dansker melde sig frivilligt til at indgå i de væbnede styrker for at forsvare Danmark.
Tallet er, ifølge lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, til den lave side:
- Hvis du tager det russiske mindretal i de baltiske lande, så er det over halvdelen, der er villige til at forsvare sig mod udefrakommende fjender – og det er ikke NATO, de tænker på. Så umiddelbart forekommer det mig ikke at være voldsomt højt.
Tallene er baseret på en national repræsentativ undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. Undersøgelsen viser også, at langt flere mænd end kvinder frivilligt vil melde sig til at indgå i de væbnede styrker for at forsvare Danmark i tilfælde af en invasion. Det er således 33 procent af de danske mænd, der vil melde sig. Blot 13 procent af kvinderne vil gøre det.
Det er den lave andel af den mandlige befolkning, som Peter Viggo Jakobsen bider mest mærke i:
- Hvis du har en homogen nationalstat, så ville man forvente, at de fleste statsborgere i Danmark er villige til at beskytte Danmark mod eksterne angreb. Man ville jo håbe, at størstedelen af den våbenføre mandlige befolkning ville være villige til at yde en indsats, hvis det blev nødvendigt.
Flere ville være villige til at melde sig, hvis Danmark stod over for en reel invasion, mener Peter Viggo Jakobsen:
- Før det viser sig at være nødvendigt, vil folk typisk ikke forholde sig til det. Men det kunne godt være, at det forholdt sig anderledes, hvis man kom under angreb. Det ser man klassisk i sådan nogle situationer – så er der flere, der vil melde sig.
FAKTA:
Analysebureauet Wilke har for RADIO IIII stillet 1.071 danskere spørgsmålet: "Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Jeg vil melde mig frivilligt til at indgå i de væbnede styrker for at forsvare Danmarks grænser i tilfælde af en invasion."
Resultater:

Resultater fordelt på køn og aldersgrupper:
