Kendt ekspert-læges behandlinger er til fare for patienterne

Skrevet af

26. juni 2025

Cordelia Weber

ancow@radio4.dk

Speciallæge Ulrik Hjerpsted, der er en brugt ekspert i flere medier og podcast, får alvorlig kritik af Styrelsen for Patientsikkerhed.

En af Danmarks førende inden for funktionel medicin. Sådan bliver speciallæge i karkirurgi Ulrik Hjerpsted beskrevet af sit forlag og overfor blandt andre podcastværten Emil Thorups 121.000 følgere på Instagram.

Men sideløbende med, at Ulrik Hjerpsted har udgivet en bog og optrådt som ekspert i sundhed og kost i en række medier og i populære podcast, har han haft store problemer på sin egen klinik.

Det vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, som den 1. maj 2025 gav Ulrik Hjerpsted et fagligt påbud, som RADIO IIII har fået indsigt i.

Af påbuddet fremgår det, at Styrelsen ved gennemgang af journalmateriale har konstateret “alvorlige faglige mangler”, der giver en begrundet mistanke om, at Ulrik Hjerpsted udgør en fare for patientsikkerheden, hvis han ikke ændrer sin måde at behandle patienter på.

Ulrik Hjerpsted mener ikke selv, at han har været til fare for patienterne:

- Det mener jeg ikke, men det vil de gerne sige, at jeg har, siger Ulrik Hjerpsted til RADIO IIII.

Af påbuddet fremgår det blandt andet, at Ulrik Hjerpsted har udskrevet medicin, der kan have alvorlige bivirkninger, uden at holde øje med, om patienterne tager skade.

Medicin, der ifølge overlæge Ebbe Eldrup, der er sagkyndig i Endokrinologi og Intern Medicin kan skade patienterne, blandt andet fordi, det øger risikoen for blodpropper.

- Sammenfattende kan det konkluderes, at Læge Ulrik Hjerpsted har behandlet mænd uden påviselig testosteron mangel med testosteron, vurderer Ebbe Eldrup.

Styrelsen kritiserer også, at Ulrik Hjerpsted ikke undersøger sine patienter ordentligt, inden han går i gang med sin behandling, og at han dermed kan overse alvorlig fysisk- og psykisk sygdom.

Han bestiller prøvesvar fra patienterne, som Styrelsen vurderer, at han ikke er kvalificeret til at forstå. Han forholder sig i øvrigt ikke rigtigt til dem i sin behandling, lyder det.

Han behandler patienter indenfor specialer, som han ikke er uddannet i. For eksempel patienter med psykisk sygdom og hudsygdomme, og så har han store problemer med sin journalføring.

- Vi vurderer, du har udvist gentagen og alvorlig kritisabel lægefaglig virksomhed, konkluderer Styrelsen for Patientsikkerhed.

RADIO IIII har forsøgt at få svar på opfølgende spørgsmål om påbuddets indhold, men det har Ulrik Hjerpsted ikke ønsket at svare på.

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00