Karsten har vandboring tæt ved minkgrav: Jeg er helt vildt bekymret

Tusindvis af aflivede mink bliver begravet ved Jydske Dragonregiments øvelsesterræn ved Nørre Felding tæt ved Holstebro. Foto: Morten Stricker

Skrevet af

11. december 2020

anp@radio4.dk

anp@radio4.dk

Det vækker lokal bekymring, at de mange tusind ton mink, der er begravet to steder i Vestjylland, udgør en betydelig risiko for grundvandet.

Der er fare for, at forurenende stoffer fra de døde mink, der blev begravet, fordi de var smittede med coronavirus, allerede er sivet ned i grundvandet.

Det viser en rapport, som GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og Danmarks Tekniske Universitet har lavet for Miljøstyrelsen, og som Radio4 har set.

Og det er dårligt nyt, mener Karsten Dahl Schmidt, der er landmand ved Nørre Felding nær massegraven i Holstebro kommune. Han har sin egen vandboring og forsyner både sig selv og sine 400 køer med vand.

“Jeg er helt vildt bekymret. Det har jeg været fra dag ét. Det kunne kun gå galt. Det har jeg sagt hele tiden,” siger Karsten Dahl Schmidt til Radio4 Morgen.

“Jeg er lidt tvunget til at drikke vandet i hanen. Jeg kan ikke bare lige få vand andre steder fra lige med det samme. Jeg bruger 30.000 kubikmeter vand om året. Så jeg er tvunget til at bruge vandet lidt endnu. Men jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg frygter det i hvert fald,” siger han.

På baggrund af undersøgelserne har forskerne lavet nogle konkrete anbefalinger til myndighederne. Blandt andet anbefales det, at minkgravene øjeblikkeligt undersøges og overdækkes for at beskytte mod regn. I rapporten står der, at hvis der kommer tag over gravene samt udluftning, vil forureningen blive formindsket.

Men det er ikke en løsning, som Karsten Dahl Schmidt håber på.

“Det vil give en lille smule mere ro. Men jeg synes også, det er vanvittigt, at vi skal begynde at lave tag over. Hvorfor graver man det ikke bare op i en hulens fart i stedet og får det væk? Man sætter jo heller ikke bare lige tag op over en nat. Jeg synes, det er nogle vilde løsninger, de kommer med, i stedet for bare at få gravet det op.”

Hør interviewet med landmand Karsten Dahl Schmidt her:

Her kan du lytte til et interview med borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby om minkgravene:

Lyt til et interview med Peter Pagh, professor i miljøret Københavns Universitet om rapporten:

Foto: Morten Stricker

Afspiller nu

PORTRÆTALBUM

11:05
13:00