K-politiker sammenligner propalæstinensiske demonstranter med stormløbere

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skrevet af

21. juni 2024

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Med megafon, telte og bannere blokerede propalæstinensiske demonstranter i onsdags hovedindgangen til Christiansborg.

Demonstrationen var ulovlig, og demonstranterne ville ikke frivilligt flytte sig.

En time senere havde politiet ryddet hovedindgangen igen og 27 blev sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen.

Aktivisme i den form hører ingen steder hjemme, lyder det fra Niels Peder Ravn, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Konservative.

Han oplevede aktionen tæt på og sammenligner den i dag med stormløbet mod den amerikanske kongres, hvor tusindvis af pro-Trump demonstranter den 6. januar 2021 kom i fysisk karambolage med politiet og vandrede ind i kongressen med flere døde og sårede til følge.

- Min pointe er, at vi oplever et demokratisk skred i Danmark, som jeg ikke mindes at have set tidligere. Vi har med en gruppe aktivister at gøre, som på alle mulige måder forsøger at intimidere og afbryde demokratiet, siger han.

- Jeg blev meget chokeret forleden dag, da det gik op for mig, at man havde blokeret for indgangen til vores parlament og forhindrede vores folkevalgte politikere i at komme ind og gøre deres arbejde. Det er en skræmmende udvikling, at aktivister rykker tættere og tættere på det parlamentariske arbejde.

Hør interviewet med Niels Peder Ravn her:

At Niels Peder Ravn trækker direkte tråde til stormløbet på Kongressen i USA er måske polemisk - men stadig berettiget, mener han.

- Danmark er jo heldigvis et mindre og mere fredsommeligt sted end USA. Men jeg bliver nødt til at sige, at det, de her demonstranter laver, er i direkte konflikt med grundloven. Og vi var få sekunder fra højforræderrig ved at forhindre folkevalgte i at udføre deres arbejde, forklarer han.

Men der er jo andre indgange til Christiansborg...?

- Ja, det er da rigtigt. Men der må jo være en intention i at gøre netop dét.

Afspiller nu

Børnefri

18:05
19:00