Under en ransagning hos en seriekriminel jæger fandt Midt- og Vestjyllands Politi ulovlige våben, amfetamin og fire hjørnetænder fra en ulv
En nu 37-årig mand blev i 2023 idømt 6 måneders fængsel ved Retten i Holstebro, efter at der på mandens adresse blev gjort flere ulovlige fund. Herunder fire ulvetænder med dertilhørende tandkød.
Det kan RADIO IIII i dag afsløre i podcasten ’Hvor ulven ligger begravet’.
Af dommen, som ikke tidligere er blevet beskrevet, og som RADIO IIII har fået indsigt i, fremgår det, at mandens bolig i 2021 blev ransaget af betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Her blev der i hans topmadras fundet et 5,5 mm luftgevær, og i en dyne i en skunk blev der fundet et haglgevær – begge våben, som manden ikke har tilladelse til at eje. Derudover fandt politiet ammunition i mandens jakke, 2,9 gram amfetamin og i fryseren de fire hjørnetænder.
Tænderne blev efterfølgende sendt til DNA-undersøgelse ved både Københavns og Aarhus Universitet, som konkluderede, at de stammer fra en hanulv.
Det fremgår af et notat fra Aarhus Universitet.

(Foto: Aarhus Universitet)
Den specifikke ulv er ikke kendt i hverken Danmark eller udlandet, men undersøgelserne viser, at den tilhører den centraleuropæiske bestand, hvilket gør sig gældende for danske ulve.
Manden blev i 2019 dømt for at overtræde jagtloven og er af flere omgange dømt i en række sager om narko og ulovlig våbenbesiddelse.
Han forklarede i retten, at han havde fundet ulvetænderne i et kranie i den vestjyske plantage Klosterheden og troede, at de stammede fra en større hund.
Den dengang 35-årige havde efter eget udsagn gemt tænderne for at lave en halskæde med dem.

(Foto: Københavns Universitet)
Retten tilsidesatte mandens forklaring om ulvetænderne, og han blev derfor dømt for at have opbevaret tænderne, eftersom de stammer fra et fredet dyr.
Af retsdokumenterne fremgår det, at manden, siden han var 16 år gammel, har haft jagttegn, men at han i forbindelse med en anden dom i 2019 mistede det.
Manden blev ved retten idømt seks måneders fængsel for brud på våbenloven, artsfredningsbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Han ankede ikke dommen.
RADIO IIII er bekendt med identiteten af den dømte og har gentagne gange kontaktet ham. Han er ikke vendt tilbage.
Lyt til ‘Hvor ulven ligger begravet’ i RADIO IIII’s app.