Juraprofessor kritiserer regeringen for at lave for mange lovforslag

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Skrevet af

17. juli 2024

Benjamin Hørlück Munk

ben@radio4.dk

Der har været 87 ændringer i straffeloven siden år 2000, og det er alt for mange, siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved Juridisk Institut på SDU, til Radio4. Det stresser politikerne og kvaliteten af lovgivningen bliver ringere.

”Enkeltvis kunne lovændringerne måske se fornuftige ud, men den samlede effekt er der ikke nogen, der har tænkt over.”

”Det er tre til fire ændringer om året, og det betyder, at hele systemet skal indstille sig på, at nu er der kommet en ny lov, og nu er der kommet en ny lov og så videre. Og kan vi andre finde ud af, hvad der gælder i straffeloven? Er der overhovedet nogen, der kan finde ud af det?”

Hør hele interviewet med juraprofessor Sten Schaumburg-Müller her:

Tidligere på ugen offentliggjorde den juridiske tænketank, Justitia, en rapport, der belyser udfordringerne i beslutningsprocessen på Christiansborg. Der står blandt andet i rapporten, at omfattende og komplekse lovforslag gør det svært at forstå konsekvenserne heraf.

Samtidig er det kun meget få folketingsmedlemmer, der læser hele lovforslaget og de dertilhørende bemærkninger. Det betyder, at folketingsmedlemmerne generelt bruger mindre tid på selve lovgivningsarbejdet end tidligere.

Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl mener også, der kommer for mange beslutnings- og lovforslag på bordet:

”Der er 200 beslutningsforslag i Folketinget om året, og det er sådan nogle, som partierne kan stille med bare to lovbehandlinger, og der er et hav af dem, der er fuldstændig ligegyldige. De bliver aldrig vedtaget,” fortæller han til Radio4.

Det samme mener Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, der derfor foreslår, at folketinget lovgiver noget mindre:

”Jeg synes, der er mange lov- og beslutningsforslag, og mange af dem finder jeg unødvendige,” siger han til Radio4.

Betina Kastbjerg er retsordfører for Danmarksdemokraterne og stadig forholdsvis ny på Christiansborg.

I starten blev hun overvældet af de mange lovforslag, som man som ordfører skal forberede sig på:

”Jeg har påpeget fra starten, at jeg synes, vi har for kort tid til at forberede os. Det er sådan, at den endelige ugeplan for først foreligger om fredagen, og så kan jeg risikere at have seks forslag om tirsdagen, som jeg skal have læst igennem, forberedt mig på og lavet ordførertaler til.”

Hør hele interviewet med Betina Kastbjerg her:  

Ifølge Sten Schaumburg-Müller skal det ikke nødvendigvis være et mål at lovgive mindre.

Til gengæld tror han, at mere fokus og grundighed i forbindelse med behandlingen af de lov- og beslutningsforslag, der kommer, helt automatisk vil betyde, at der bliver lovgivet noget mindre, fordi behovet for ændringer vil minimeres.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00