Løsgænger Jon Stephensen kalder det en sejr for retssikkerheden, at tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen har fået Højesterets ord for, at der var mangler i den advokatundersøgelse, der fik ham fyret.
Det er en sejr for retssikkerheden, når den tidligere vært på TV 2, Jes Dorph-Petersen, fik Højesterets ord for, at var mangler i den advokatundersøgelse, der fik ham fyret.
Det fortæller løsgænger i Folketinget Jon Stephensen til RADIO IIII-programmet 'Eftermiddag'.
- Det er det i høj grad. Det er en sejr omkring advokatundersøgelser, som til en vis grad godt kan siges at tilgodese dem, der beder om at få undersøgelsen, fortæller han.
- Jeg har derfor den største respekt for, at Jes Dorph-Petersen psykisk kunne stå distancen og holde fast. Jeg ved, hvor svært det kan være at tage til genmæle, når man ligger ned og er blevet stemplet og dømt. Det er voldsom svært, lyder det fra Jon Stephensen, som blev løsgænger efter at have sendt en upassende besked til en 19-årig kvinde i Moderaternes ungdomsorganisation Unge Moderater.
Jon Stephensen vil ikke gisne om, at han selv vil blive taget til nåde fra andre partier eller teaterbranchen igen, hvor han tidligere gjorde sig som teaterdirektør.
- Man skal aldrig sige aldrig, men det er ikke noget, jeg bestemmer. Og det har det jo aldrig været. Det er andre, der må afgøre det, siger han.
Jon Stephensen erkender, at han bør være tilknyttet et parti, hvis han skal gøre sig forhåbninger om genvalg ved næste års folketingsvalg.
