Jeppe Søe ændrer forklaring og siger nu, at der var mere end ét forsøg i Moderaterne på at købe mandater. Han afviser at have løjet, men siger, at han ikke bekræfter "fisketure".
Jeppe Søe skifter forklaring om Moderaternes forsøg på at købe mandater af udstødte medlemmer af partiets folketingsgruppe.
Det skriver RADIO IIII.
Tirsdag formiddag afviste Jeppe Søe nemlig over for RADIO IIII at vide noget om, hvorvidt andre tidligere medlemmer af Moderaterne også skulle være tilbudt et større pengebeløb for at opgive sit mandat i Folketinget.
- Jeg har ingen anelse. Der var jeg også ude af showet på det tidspunkt. Så jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for en rute, bussen er kørt. Men jeg ved, at den er endt i grøften, sagde han til Morgen på RADIO IIII.
Men i fredagens Berlingske kan man læse, at Jeppe Søe rent faktisk kendte til et lignende tilbud til Jon Stephensen.
- Jeg er sikker på og har fået bekræftet af helt håndfaste kilder, at dette er foregået. Jeg vil ikke oplyse, hvem mine kilder er, men jeg kan fortælle, at de er meget troværdige, lyder det fra løsgængeren til avisen.
Baggrunden er en ny bog, som Berlingske fredag har omtalt.
I bogen »Nu skal det handle om nogen«, der udkommer 26. juni, fremgår det, at sagen om Mike Fonseca, der fik tilbudt 370.000 kroner for at forlade Folketinget, ikke var en enlig svale.
Også Jon Stephensen skulle ifølge bogens oplysninger være tilbudt et beløb i størrelsesordenen én million kroner for at efterlade sit mandat.
Og det bekræfter Jeppe Søe altså nu.
I bogen fremgår det ikke, under hvilke omstændigheder tilbuddet skulle være blevet fremsat over for Jon Stephensen.
RADIO IIII rakte fredag ud til Jeppe Søe for at høre, hvorfor han tre dage tidligere afviste kendskab til lignende forslag til Jon Stephensen.
Jeppe Søe afviste at stille op til interview, men sendte følgende SMS-besked:
- Jeg bliver ringet op hele tiden af pressefolk, der siger "ved du noget om Løkke, der ikke har været fremme" eller "ved du mere, end det vi har skrevet". Den slags siger jeg altid bare nej til. Pressen skal ikke tage på fisketure om alt muligt i min fiskedam. Det, jeg ville have frem, står i min bog, skriver han og fortsætter:
- Men hvis et medie ringer med en konkret historie, hvor de kan citere kilder, der står frem, så er det klart, jeg bekræfter det, hvis jeg ved det.
- I forhold til Jon havde flere medier navngivne kilder. Og jeg har hørt præcist det samme, som de detaljer de forelagde mig - og så bekræfter jeg. Jeg vil altså ikke lyve for Moderaterne, hvis nogle har opsnuset sandheden, skriver han.
RADIO IIII har spurgt Jeppe Søe, om han så løj over for RADIO IIII. Det afviser Jeppe Søe.
- Jeg beskæftiger mig kun med ting, jeg ved - og bekræfter derfor ikke fisketure, men kun helt konkret detaljeret viden, hvor jeg ville lyve, hvis de bad mig svare på, om jeg har hørt det samme, lyder det fra Jeppe Søe.
RADIO IIII har forsøgt at få en kommentar fra Jon Stephensen, men han er ikke vendt tilbage.