Jan E. Jørgensen sammenligner ECCO-ansatte med værnemagere under 2. Verdenskrig

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Skrevet af

28. februar 2024

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

OBS: Citat med Jan E. Jørgensens morfar er ændret fra at arbejde med bomber i otte måneder til at arbejde med bunkere for tyskerne.

Det kan ikke være med god samvittighed, når ansatte på skotøjsvirksomheden ECCO i Tønder Kommune falder i søvn for tiden.

Faktisk gør virksomhedens fortsatte aktiviteter i Rusland, at man efterhånden kan sammenligne de godt 600 ansatte med værnemagere fra tiden under 2. Verdenskrig.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer fra Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen til Radio4.

- Min egen morfar arbejdede med at bygge bunkere for tyskerne under 2. Verdenskrig ved den jyske vestkyst. Det var de nødt til for der var 8 munde at mætte. Der var ikke andre muligheder for ham dengang, fortæller han og tilføjer:

- Det, vi ser i Ukraine, er så forfærdeligt, at vi alle må yde ofre. ECCO-ansatte bør gøre noget for at vise ledelsen, at man er utilfredse med, hvordan man har tilsværtet firmanavnet på den måde, fortæller han.

Jan E. Jørgensen peger særligt mod ledelsen i ECCO som ansvarlig for at drive forretning i Rusland trods over to år med krig. Derfor minder de ansatte om værnemagere under den tyske besættelsesmagt, forklarer han.

- Det minder i hvert fald om hinanden. Det er en form for værnemageri. Vi er de facto indblandet i krigen i Ukraine, vi sender våben for milliarder af kroner, vi frygter russisk angreb mod Danmark. Og når man i den situation ikke kan forstå, at man ikke skal trække sig ud af Rusland, det er noget, jeg har mere end svært ved selv at forstå, siger han.

Hør interviewet med Jan E. Jørgensen her:

Jan E. Jørgensen opfordrer derfor samtlige 600 medarbejdere i ECCO-virksomheden til at sige deres job op.

For alternativerne er ikke så slemme, mener han.

- For det første har man mulighed for at blive socialt understøttet. Jeg er med på, at dét at sige sit job op er voldsomt. Men derfor kunne man også strejke, invitere ledelsen til et møde eller iføre sig en T-shirt med et protestbudskab.

Men den opfordring modtager kritik fra Peter Engel-Andreasen, der er erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd.

- Den opfordring er uden omtanke og et dårligt udtryk for populisme. De her ansatte ved jo godt, hvad de gør. Men at sætte dem i en bås på den her måde er skævt, fortæller han.

Hør interviewet med Peter Engel-Andreasen her:

Jan E. Jørgensens manglende kontaktflade med virksomhed og dets ansatte i Tønder og omegn får ifølge Peter Engel-Andreasen også V-politikeren til at fremstå dårlig.

- Det værste ved det her er, at man kyler de her 600 ansatte ud og stiller dem til skue. Og det er jo nemt, når man sidder som folketingspolitiker for Frederiksberg i København og ikke har særlig meget begreb om, hvad der foregår i vores del af landet.

Afspiller nu

Only in America

12:05
13:00