Jakob Ellemann-Jensen er vendt tilbage til kontoret

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på hans kontor i Forsvarsministeriet tirsdag den 1. august 2023.

Skrevet af

1. august 2023

Redaktion@radio4.dk

Redaktion@radio4.dk

Tirsdag morgen er Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre og forsvarsminister, vendt tilbage til sit kontor i Forsvarsministeriet.

Jakob Ellemann-Jensen har været sygemeldt et halvt år med stress. I mellemtiden har Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose varetaget hans opgaver.

I et Facebook-opslag tirsdag morgen beretter Jakob Ellemann-Jensen, at der er “mange sager og beslutninger”, der venter ham nu.

– Bl.a. et forsvarsforlig, som vi skal have udmøntet sammen med den nye forligskreds. Det, og meget andet, kommer jeg til at kaste mig over i den næste tid, og jeg glæder mig til det hele, skriver han tirsdag morgen.

Mandag eftermiddag satte Jakob Ellemann-Jensen ord på sin sygemelding.

I et Facebook-opslag beskrev han, at han under sin sygemelding var bange for, at han aldrig igen ville kunne passe et arbejde.

– At blive ramt af stress kan opleves som en dødsdom – ikke bare for ens karriere, men for hele tilværelsen.

– Men det er muligt at komme igennem det og vende stærkt tilbage, hvis man er så heldig, at have venner, kolleger og familie, der træder til og bakker op. Jeg er så uendelig privilegeret, at jeg har netop det, skrev Jakob Ellemann-Jensen i sin opdatering.

Venstre-formandens forløb begyndte offentligt, da han i februar fik et ildebefindende og efterfølgende behandling på hospitalet.

Det fik ham ikke i første omgang til at trække stikket. Fem dage efter måtte han dog indstille arbejdet totalt.

– Mit hoved føltes som om, det var ved at sprænges, og jeg havde svært ved at holde mig oprejst, skrev han i maj på Facebook om situationen.

I mandagens Facebook-opslag fortæller Jakob Ellemann-Jensen, at han forventede, at han ville være klar efter et par uger.

Det var han ikke i stand til.

– Det var et kritisk tidspunkt for Venstre og for Forsvaret, og jeg følte, at jeg svigtede.

Seks måneder efter er han nu tilbage i stolen.

– Jeg glæder mig helt vildt! Jeg er også lidt nervøs. Spændt, kalder man det vist, skriver han.

Afspiller nu

Nattevagten

23:00
23:59