Amira Smajic fortjener ikke længere en Cavling-pris, fortæller filmproducent til Radio IIII. Det er ellers under et år siden, at producenten selv indstillede Smajic til prisen.
I kølvandet på den første omgang af TV 2-dokumentaren ”Den Sorte Svane” indstillede filmproducenten Meta Louise Foldager muldvarpen Amira Smajic til den fornemmeste journalistpris, nemlig Cavling-prisen.
Men nu har piben altså fået en anden lyd.
Det sker efter, at TV 2 onsdag offentliggjorde to nye afsnit af ”Den Sorte Svane”, hvor det blandt andet afsløres, at Smajic har stjålet fortroligt materiale fra TV 2.
- Min pointe sidst var, at hvis nogen fra den sorte svane skulle indstilles til Cavling-prisen, så skulle Amira Smajic være med, fordi hun var den, som satte alt på spil, siger Meta Louise Foldager i ”Morgen” på Radio IIII og fortsætter:
- Jeg synes ikke, der er nogen fra ”Den Sorte Svane”, der fortjener en Cavling-pris. Jeg synes ikke, man kan vinde en cavlingpris, når man laver så manipulerende journalistik.
-Vil det sige, at du heller ikke mener, set i lyset af det, som er kommet frem i de seneste afsnit, at Amira Smajic fortjener en Cavling-pris længere?
- Jeg synes ikke, der er nogen af dem, som fortjener en Cavling-pris. Heller ikke Amira Smajic.
-Var du for hurtig på aftrækkeren, da du indstillede hende første gang?
- Da jeg indstillede hende til en Cavling-pris, var jeg godt klar over, at jeg stod alene med det standpunkt.
- Men min indstilling skulle måske ses lidt som en provokation i forhold til, at jeg synes, at hvis de andre skulle indstilles til en Cavling-pris, så skulle hun med op på den scene, fordi hun havde været så modig. Og jeg synes, at hun var blevet misbrugt af TV 2.
Meta Louise Foldager fortalte tilbage i januar måned i B.T-podcasten ”Q&CO”, at hun havde ”konkrete planer” om at lave en fiktionsserie om Amira Smajic.
Og selvom hun ikke længere mener, at Smajic fortjener den fornemme pris, så har de planer altså ikke ændret sig, forklarer hun:
- Jeg vil ikke sige, det er på skinnerne, men det er på tegnebrættet. Det er helt klart en plan, jeg har.