“I strid med reglerne”: Kommune erkender flere fejl efter Nordic Waste-sag

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Skrevet af

26. marts 2024

Tobias Hansen Bødker

tohb@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Nordic Waste er ikke den eneste miljøvirksomhed i Randers, hvor kommunen har været på kontrolbesøg uden at lave og offentliggøre lovpligtige tilsynsrapporter. Politikere kræver handling.

Igennem mindst fem år har Randers Kommune ikke udarbejdet og offentliggjort tilsynsrapporter fra flere kontrolbesøg hos miljøvirksomheder.

Dermed begrænser problemerne i kommunen sig ikke kun til den nu konkursramte virksomhed Nordic Waste.

Ifølge Thomas Budde Christensen, der er ekspert i miljøtilsyn ved Roskilde Universitet, er det “bekymrende,” at Randers Kommune i flere tilfælde ikke har udarbejdet rapporter fra kontrolbesøg.

- Det er helt klart i strid med reglerne, siger Thomas Budde Christensen til Radio4.

Ved et tilsyn kontrollerer en kommune, at en virksomhed overholder gældende miljøregler, og de offentlige rapporter er omverdenens mulighed for at se, “hvad der er foregået”, forklarer eksperten.

Randers Kommune fik tidligere i år kritik for at have forsømt at udarbejde tilsynsrapporter fra kontrolbesøg hos Nordic Waste siden 2018.

Hør interviewet med Thomas Budde Christensen og Anker Boje her:

Først i januar i år offentliggjorde kommunen tilsynsrapporter fra adskillige kontrolbesøg hos den skandaliserede virksomhed, der havde fundet sted flere år tidligere. 

Men problemet er langt større, erkender kommunen nu.

Blandt andet har kommunen ikke udarbejdet tilsynsrapporter fra 10 ud af 11 kontrolbesøg hos miljøvirksomheden EHJ Energi & Miljø, der har adresse ti kilometer fra Nordic Waste.

- Forvaltningen kan desværre oplyse, at den lovpligtige skriftlige dokumentation for resultatet af de gennemførte tilsyn, i form af tilsynsrapporter, ikke er blevet udarbejdet i hele perioden siden virksomhedens opstart, skriver kommunen i et svar til Radio4.

Dermed er det ikke muligt at se, hvordan kommunens embedsværk har ført kontrol med EHJ Energi & Miljø, der blandt andet håndterer lettere forurenet jord, beton og erhvervsaffald.

Den eneste tilsynsrapport, som Randers Kommune har udarbejdet fra de 11 kontrolbesøg, er fra februar i år og er endnu ikke blevet offentliggjort.

Radio4 har via Miljøstyrelsens tilsynsportal lavet en stikprøvekontrol af yderlige fem miljøvirksomheder, der alle har fået miljøgodkendelser udarbejdet af den samme embedsmand, som var involveret i godkendelsen til EHJ Energi & Miljø og Nordic Waste.

Ifølge stikprøven har Randers Kommune i strid med reglerne ikke offentliggjort alle tilsynsrapporter fra fire ud af de fem virksomheder; kontrolbesøgene tæller både almindelige tilsyn og prioriterede tilsyn, hvor kommune har fundet særlig anledning til at foretage ekstra kontrol.

- Det er korrekt, at forvaltningen ikke har udarbejdet og uploadet de lovpligtige tilsynsrapporter for alle tilsyn, erkender kommunen. 

De nye oplysninger møder kritik.

- Det er meget bekymrende, siger Anker Boje, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Randers.

 - Vi skal have 100 pct. styr på det her fremadrettet og få rettet op på det, tilføjer han.

Også Bjarne Overmark, byrådsmedlem for Beboerlisten, vil have kommunens tilsynspraksis kulegravet.

 - Det her viser jo, at det er mere reglen end undtagelsen, at man ikke laver tilsynsrapporter og offentliggør dem, siger Bjarne Overmark.

Afspiller nu

HOVEDET OG HALEN

12:05
14:00