Hybrid-undervisning gør læringen svær i de danske gymnasier

Odder Gymnasium åbner for ældste årgang. Onsdag d. 15 april 2020. (Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

1. december 2020

Når en elev i gymnasiet bliver smittet med corona – eller har været i nærkontakt med en smittet – så skal eleven selvisolere og følge undervisningen hjemmefra.

Men det foregår ofte på en måde, som gør det svært at følge med i, hvad der rent faktisk bliver sagt og undervist i.

Det mener blandt andre Caroline Dittweiler, der går i 3.G på Aabenraa Statsskole – og er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Sønderjylland.

“Det er rigtig svært at få de vigtige elementer med, som man har i den fysiske undervisning som øjenkontakt og motivation fra lærerne. Det er som om, at den virtuelle undervisning sætter en barriere op,” fortæller Caroline Dittweiler til Radio4 Morgen.

Lærerne er også trætte af hybridundervisningen

Tomas Kepler, der er formand i Gymnasieskolernes Lærerforening, fortæller, at lærerne også synes, at det er enormt svært at få undervisningen til at fungere.

På grund af corona får eleverne ofte en hybrid-undervisning, hvor eleverne både følger med fra klasselokalet og hjemmefra online.

“Sagen er bare, at vi står med en opgave, som er noget nær umulig at få til at fungere. Vi kommer jo ikke i nærheden af at kunne skabe en hybrid-undervisning, som er ligeså god som vores normale undervisning,” sagde Tomas Kepler til Radio4 Morgen.

Formand bakker op

Også Birgitte Vedersø, der er rektor på Gefion Gymnasium i København og er formand for Danske Gymnasier, kan se problemet.

“Der er slet ingen tvivl om, at det ikke er den optimale måde at lære på. Corona ødelægger meget for os.”

Desværre er der bare ikke så meget andet at gøre forklarer hun til Radio4 morgen, og mener, at fokus må lægge et andet sted.

“Jeg tror, at det bedste man kan gøre, er at acceptere, at det ikke bliver ligeså godt, som hvis alle 28 elever sad i klassen. Og det må vi heller ikke forvente af lærerne. Det vi kan gøre for dem, der sidder hjemme, er en nødløsning,” forklarer Birgitte Vedersø til Radio4 Morgen.

Hør interview med Caroline Dittweiler og Tomas Kepler her

Hør interview med rektor og formand for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, her

 

Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

EKSPERIMENTET PÅ MIDTEN

07:05
08:00