Hvidovre-chef inden superligastart: Nedrykning? Vi går da efter guldet

Morten Kjær/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Skrevet af

16. februar 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Selvom de fleste anser overlevelseschancen for Hvidovre IF i Superligaen som minimal, er sportschef i klubben, Peter Lassen, anderledes positiv.

Hvidovre IF indleder Superligaens forår på sidstepladsen. Men det betyder ikke, at sportschefen i klubben tænker på nedrykning.

- Jeg forstår ikke, du snakker om nedrykning - Vi går da efter guldet!

Sådan indleder Sportschef i Hvidovre IF, Peter Lassen, interviewet i Radio4 Morgen.

Et interview du kan høre her:

Selvom han faktisk ikke kan redegøre for, om det overhovedet er matematisk for Hvidovre IF at vinde guld, så fastholder han, at klubben i hvert fald ikke kommer til at kaste håndklædet i ringen.

- Jeg er da klar over, at det ser svært ud, men vi tror stadigvæk på det, siger han til Radio4 Morgen.

Hvidovre IF ligger nummer 12, inden Superligaen starter efter vinterpausen i denne weekend. Dermed ligger klubben sidst med kun 7 point i 17 kampe. I øjeblikket er der ni point op til Randers FC på 10. pladsen - og dermed overlevelse.

Og netop jagten på Randers FC går ind allerede i forårets første runde, hvor de to hold mødes.

Hvis Hvidovre IF kan vinde den kamp og få point i de følgende to kampe mod Lyngby Boldklub og Viborg FF, som også ligger i Superligaens nederste halvdel, tror Peter Lassen på overlevelse.

- Med seks eller syv point i de tre kampe, så tror vi seriøst på det.

- Jeg synes, vi har været rigtig godt med i Superligaen indtil nu. Der har måske været fire eller fem kampe, hvor vi har været decideret ringe, men i resten har det været lige ved og næsten, siger han.

Om det lykkes Peter Lassen og Hvidovre IF at få point med fra kampen mod Randers, afgøres på søndag.

Hvis ikke Hvidovre IF vinder kampen, eller nogen af de 14 resterende kampe i sæsonen, så vil præstationen være den dårligste i Superligaens historie. Den rekord holder HFK Sønderjylland, da de i 2001 sluttede sidst med blot 11 point.

Afspiller nu

UGENS HØJDEPUNKTER FRA RADIO4 EFTERMIDDAG

03:00
04:00