“Hr. Doktor” idømt to års fængsel

Skrevet af

6. juli 2023

Vestre Landsret har afsagt dom i ankesagen mod lægen Carlos Shiralipour. Han får to års fængsel for voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod fire kvindelige patienter.

Carlos Shiralipour får to års fængsel for seksuelle overgreb begået mod fire kvindelige patienter.

Vestre Landsret stadfæster dermed byrettens afgørelse fra december sidste år.

Tre af overgrebene blev begået mod kvindelige patienter på Regionshospitalet i Viborg, mens ét af overgrebene blev begået på Aarhus Universitetshospital. Overgrebene blev begået mellem januar og marts sidste år. Radio4 Undersøger er på vej med podcasten “I hænderne på ‘Hr. Doktor'”, hvor sagen afdækkes. Du kan allerede nu abonnere.

Vestre Landsret lægger derudover til grund, at Carlos Shiralipour misbrugte sin stilling som læge til at begå overgrebene. Derfor har han udover fængselsstraffen mistet retten til at arbejde som læge. Senioranklager Susanne Holst Højbjerg kalder det en “alvorlig” og “usædvanlig” sag, og derfor gik anklagemyndigheden også efter tre og et halvt års fængsel. Men det endte altså med en dom på to års fængsel.

“Jeg er meget tilfreds med, at landsretten har set på beviserne på samme måde som byretten og anklagemyndigheden har gjort. Og så tager jeg selvfølgelig til efterretning, at landsretten mener, at det passende niveau er to års fængsel,” siger hun.

To tilfælde af voldtægt

Carlos Shiralipour blev dømt for voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje og blufærdighedskrænkelse mod 42-årige Mathilde Blicher, mens hun lå i hospitalssengen i Viborg med store smerter i januar 2022.

Halvandet år efter overgrebet har lægens forbrydelse sat dybe spor i Mathilde Blicher.

Hun har i dag svært ved at sove, hun kæmper med angst og ifølge et notat fra Regionspsykiatri Midt har hun også fået diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. 

“Én ting er, hvad han har gjort ved mig, men det, som han har gjort mod mine børn ved at ødelægge mig, er utilgiveligt,” siger Mathilde Blicher. 

Lægen blev dømt for endnu et tilfælde af voldtægt begået mod en dengang 27-årig kvinde på Aarhus Universitetshospital. Kvinden blev i næsten en halv time udsat for flere seksuelle overgreb af Carlos Shiralipour, der undervejs kaldte sit offer “unge frøken” og sig selv for “Hr. Doktor.” 

Lægen misbrugte blandt andet sin stilling til at nive i kvindens brystvorter, tage hende på brysterne, berøre hendes klitoris og føre sine fingre ind vaginalt og rektalt under dække af, at der skulle være tale om undersøgelser. 

Lægen blev desuden dømt for blufærdighedskrænkelse over for to kvinder, som han befamlede på brystet, da de var hans patienter.

Carlos Shiralipour kunne forlade retten efter domsafsigelsen, da han har siddet varetægtsfængslet i godt 15 måneder.

 

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00