Hospital blev advaret om voldtægtsdømt læge to måneder før nyt overgreb: “Han kunne være stoppet”

Skrevet af

11. juli 2023

tohb@radio4.dk

tohb@radio4.dk

jna@radio4.dk

jna@radio4.dk

Regionshospitalet Horsens blev advaret om, at en læge havde “raget på” en kvindelig patient. Men lægen fortsatte med at arbejde på regionens sygehuse, hvor han to måneder senere begik et nyt overgreb. Det kunne have været undgået, siger advokat. 

En kvindelig patient advarede sidste år om, at hun under et besøg på Regionshospitalet Viborg i januar 2022 var blevet “raget på” af en nu voldtægtsdømt læge, der siden har fået en fængselsstraf for at begå overgreb mod fire kvindelige patienter. 

Alligevel fik lægen, Carlos Shiralipour, lov til at fortsætte, og bare to måneder senere begik han endnu et seksuelt overgreb mod en nu 28-årig kvindelig patient. 

Det fremgår af Radio4’s podcast “I hænderne på “Hr. Doktor,” hvor den 28-årige kvinde også fortæller, at hun i dag kæmper med psykiske problemer efter lægens overgreb. Lægen er i Vestre Landsret dømt for voldtægt og blufærdighedskrænkelse over for den unge kvinde.

“Det er fuldstændig katastrofalt. Det er en stor pligtforsømmelse og et meget klart og entydigt svigt, at der ikke er blevet handlet på det her,” siger den 28-årige kvindes advokat, Henrik Hougaard. 

Han mener, at overgrebet mod den 28-årige kvinde kunne have været undgået, hvis der var blevet reageret på advarslen. 

“Hvis der var blevet handlet på det her, som man burde og skulle have gjort, så var det, der skete med min klient, aldrig sket, fordi det foregår et par måneder senere,” siger han. 

Offer advarede 

Et dokument, som Radio4 er i besiddelse af, viser, at Regionshospitalet Horsens blev advaret om Carlos Shiralipours handlinger af et af hans ofre. 

Det skete i form af en lægehenvisning, som hospitalet modtog, da en 42-årig kvindelig patient bad om at skifte sygehus efter sin oplevelse med Carlos Shiralipour. 

Kvinden havde været til behandling på Viborg Regionshospital, hvor hun skulle have undersøgt sin fod, men undervejs tog lægen hende på brystet. Carlos Shiralipour bad hende undervejs om at trække op i sin kjole, inden han besluttede sig for at klemme hende to gange på hendes ene bryst. 

Ifølge Vestre Landsret blev den 42-årige kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse. 

Den 42-årige kvinde fortalte sin egen læge om oplevelsen og bad i samme ombæring om at få behandling på sygehuset i Horsens i stedet for i Viborg, hvor Carlos Shiralipour arbejdede. 

Hendes læge skrev i henvisningen, at patienten havde været udsat for en “krænkelse” af en læge, der havde “raget” på hende. 

“Ved kontrollen 10 dage efter oplever hun krænkelse,” skriver kvindens praktiserende læge om den behandling på Viborg Sygehus, som hun fik af Carlos Shiralipour. 

På trods af at advarslen lå i systemet, så kunne lægen fortsætte med at arbejde på regionens hospitaler, hvor overgrebene blev begået.

Sovet i timen 

Carlos Shiralipour blev i sidste uge idømt to års fængsel for at have begået seksuelle overgreb mod fire kvindelige patienter. Blandt andet mod både den 42-årige og den i dag 28-årige kvinde, der ikke ønsker at stå frem med navn. Han blev i begge tilfælde dømt for blufærdighedskrænkelse. 

Han blev desuden dømt for to tilfælde af voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje. 

Lægen blev anholdt og varetægtsfængslet i marts sidste år efter overgrebet på den 28-årige kvinde. 

I dag er den 42-årige kvinde, der fik sin læge til at lave henvisningen til Regionshospitalet Horsens, ked af, at den voldtægtsdømte læge ikke blev stoppet. 

“Det virker, som om nogen har sovet i timen,” siger hun til Radio4. Hun ønsker at hensyn til sagens karakter ikke at stå frem med navn. 

Region Midtjyllands egne retningslinjer siger, at mistanke om overgreb skal afdækkes, og at det er den respektive ledelses ansvar at sikre, at det bliver gjort. Der er dog intet, der tyder på, at det er blevet gjort i den 42-årige kvindes sag.  

Regionshospitalet Horsens siger, at de ikke kan udtale sig om den konkrete sag. Hospitalet har sendt et skriftligt svar, hvor de skriver, at de generelt gør, “hvad der er muligt for, at patienten føler sig tryg under sin behandling hos os”, hvis de modtager en patient, der har følt sig krænket under behandlingen på et andet hospital.  

Regionshospitalet Horsens skriver dog intet, om hvorvidt de orienterer hospitalet, hvor krænkelsen har fundet sted.  

 

Afspiller nu

UGENS HØJDEPUNKTER FRA RADIO4 EFTERMIDDAG

03:00
04:00