Rettelse: Det fremgik af en tidligere version af denne artikel, at der var tale om Emilie Schyttes politiker-profil på Instagram. Der er i stedet tale om hendes profil på X. Dette er rettet nedenfor.
På Facebook forklarer løsgænger Emilie Schytte, at hun har boet “få dage” om måneden i Sverige. Ifølge X og Meta var flere af hendes SoMe-profiler “baseret i Sverige”
Flere af Emilie Schyttes SoMe-profiler var indtil for nyligt “baseret i Sverige”.
Det fremgår af skærmbilleder, som RADIO IIII har taget af hendes konti 27. marts 2026.
Lokaliteten er en vurdering baseret på, hvor kontoen den seneste periode har været anvendt. Oplysningen kan ikke ændres af brugeren selv.
- Dette er landet baseret på en kontos aktivitet. Det kan hjælpe dig med at forstå, om en konto repræsenterer deres lokation nøjagtigt på Instagram eller Threads, oplyser Meta i en artikel.
Mens Emilie Schytte på Facebook skriver, at hun kun har opholdt sig i Sverige “få dage om måneden”, fortæller de oplysninger, som X og Meta har registreret om hendes aktivitet, altså en anden historie.

Screenshot af Emilie Schyttes politiker-profil på X 27. marts 2026.
Det drejer sig blandt andet om Emilie Schyttes politiker-profil på X, ‘EmilieSPedersen’, og hendes kunstner-profil, ‘picassihghalit’, på Instagram.
Emilie Schyttes bopæl er kommet i fokus efter, at Dagbladet Information mandag såede tvivl om, hvorvidt hun er blevet valgt i strid med grundloven.
Avisen lagde blandt andet vægt på, at 36 af Emilie Schyttes kampagne-videoer var optaget på hendes mands adresse i Malmø.
Ifølge grundloven skal man have fast bopæl i Danmark for at være valgbar til folketingsvalget.
Folketingsvalget blev efter en kortvarig udskydelse på grund bopæls-sagen godkendt tirsdag eftermiddag, og det er nu op til Frederikssund Kommune at vurdere, hvorvidt man vil undersøge, om Emilie Schytte reelt bor i kommunen.
Efter valget er hendes politiker-profil af X nu registreret som “baseret i Danmark”. Det skyldes, at lokationen opdateres i takt med profilens aktivitet.
Emilie Schytte er ikke vendt tilbage på RADIO IIII henvendelse.
