Hjerneforsker: Årsopgørelsen kan være en trigger for spilafhængige 

Skrevet af

23. marts 2026

Laura Lin Dueholm

ladu@radio4.dk

Louise Østerlund Thomsen

lot@radio4.dk

Årsopgørelsen minder om gambling og kan trigge ludomaner til at spille, vurderer Jon Sigurd Wegener, der forsker i neuroøkonomi. Behandler og tidligere ludoman genkender problematikken. 

Mange har siddet klar hen over weekenden for at tjekke årsopgørelsen fra SKAT, der viser, om man skal betale restskat eller får penge tilbage.

Og det er måske ikke så underligt. For når man sidder i kø til at tjekke sin årsopgørelse på SKATs hjemmeside, behandler hjernen det på samme måde som gambling rent psykologisk, fortæller hjerneforsker Jon Sigurd Wegener først til TV2 og uddyber overfor RADIO IIII:

-  Der er usikkerhed, der er ventetid, og der er et muligt økonomisk udfald. Det er det, årsopgørelsen har til fælles med gambling.

Han tilføjer, at der er en lille risiko for, at køsystemet til årsopgørelsen kan påvirke tidligere spilafhængige til at få lyst til at spille igen. Jon Sigurd Wegener foreslår derfor at sende årsopgørelsen direkte ud til danskerne.

Og spørger man tidligere ludoman og afdelingsleder på Behandlingscenter Tjele, Marcus Mossalski, så kan han sagtens forestille sig, at køsystemet og ventetiden til årsopgørelsen kan få spilafhængige til at spille igen.

- Vores statslige instans har på en eller anden måde valgt at gamificere noget så simpelt som at finde ud af, hvad ens restskat er, siger han til RADIO IIII. 

Derfor foreslår han, at SKAT i stedet kunne sende en besked om årsopgørelsen ud via e-Boks. 

RADIO IIII har rakt ud til Skattestyrelsen, som ikke ønsker at kommentere på hverken kritikken eller på forslaget om at sende folk direkte besked i e-Boks.  

Afspiller nu

Nattevagten

23:00
00:00