Herlufsholm skifter advokat til uvildig undersøgelse

Anklager Jon Lauritzen ankommer til rigsretssagen mod Inger Støjberg i Eigtveds Pakhus i København, onsdag den 27. oktober 2021.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

8. maj 2022

Herlufsholms bestyrelse ønsker ikke, at advokaten Jon Lauritzen skal stå i spidsen for en advokatundersøgelse af skolen.

Det skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at Jon Lauritzen er partner i samme advokatfirma som en advokat, der er gift med et medlem af Herlufsholms bestyrelse.

– Bestyrelsen ønsker, at der ikke må rejses tvivl om den uvildige undersøgelse, lyder det.

Bestyrelsen vil mandag anmode Advokatrådet om at udpege en uvildig undersøger.

Det sker også selv om, at der ifølge bestyrelsen ikke foreligger en advokatetisk interessekonflikt i forhold til Jon Lauritzen.

Herlufsholm varslede en uvildig advokatundersøgelse onsdag. Det skete dagen før, at en dokumentar, hvor tidligere elever fortalte om en voldsom kultur, blev sendt.

I forbindelse med dokumentaren er udkastet til undersøgelsen også blevet udvidet til også at handle om forhold i bestyrelsen, og ikke kun forhold på skolen, lyder det i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen ønsker, at Advokatrådet skal udpege en advokat til at stå i spidsen for undersøgelsen. Den nye advokat skal lave undersøgelsen med en ekspert med indsigt i pædagogiske forhold, som ifølge Herlufsholm også vil være uvildig.

Jon Lauritzen oplyste lørdag til DR, at undersøgelsen ville gå fire år tilbage. Den skal både afdække forhold blandt eleverne, og ledelsen og de ansattes håndtering, lød det.

Advokaten kunne oplyse, at han arbejdede hen imod, at undersøgelsen skulle være færdig efter sommerferien. Hvorvidt tidsplanen holder med et advokatskifte er uvist.

/Ritzau/

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

23:00
03:00