Her er lytternes bedste sparetips

Der er masser af varer på hylderne i Føtex i Dytmærsken. Foto: Annelene Petersen

Skrevet af

8. september 2022

redaktionen@radio4.dk

redaktionen@radio4.dk

Varmepriserne er røget i vejret. Elpriserne går amok. Og fødevarerne bliver dyrere og dyrere. Er vi totalt på spanden?

Det begynder mere og mere at lugte af krisetider. Derfor spurgte vi i Ring til Radio4 lytterne om deres bedste tips til at spare på varmen, energien og pengene.

Her får du dem!

13 tips til at spare på elforbruget:

  1. Sluk for alle kontakter, og afrim dit køleskab.
  2. Bor du i et stort hus? Luk de rum af, du ikke bruger og sluk for lys og varme.
  3. Du kan overveje at udskifte dine termostater og stille varmen over en app på din telefon.
  4. Der findes flere apps, hvor du kan overvåge energipriserne. Alt efter om den er rød, gul eller grøn – billig. Så kan du stille din vaskemaskine eller opvaskemaskine efter at gå i gang på det tidspunkt.
  5. Ud med tørretumbleren – og tilbage med tørrestativ – og tørreloft.
  6. Fyld din vaskemaskine helt op og vask ved koldere temperaturer.
  7. Lyt til lydbøger i stedet for at se TV.
  8. Begræns jeres skærmtid – børn som voksne, og skal I se TV, så se én enkelt ting – sammen.
  9. Sluk for alle skærme og spil flere brætspil.
  10. Tag bad på dit arbejde eller i et friluftsbad eller svømmehal.
  11. Lad dine powerbanks op, mens du kører bil eller om natten, hvor strømmen kan være billigere.
  12. Lad bilen stå og tag cyklen.
  13. Når du er på cyklen, så planlæg dine indkøb og kør efter det. Tjek tilbudsaviser efter de billigste varer.

De bedste tips til at spare på fødevareforbruget:

  1. Lav flere simreretter og one-pot-opskrifter. Alt i én gryde sparer på strømmen. Du kan også købe en trykkoger.
  2. Spar på gassen – frem med kassen – få dig en god gammeldags høkasse. Den dur både til risengrød og aftensmad.
  3. Lav kun varm mad hver anden dag og lav rigeligt, så du har til pålæg og rugbrødsdage.
  4. Når vi taler om rugbrød – det er genialt – spis det til aftensmad flere gange om ugen.
  5. Kog ekstra kartofler og put dem i din fars, så der bliver flere frikadeller eller bøffer. Du kan også koge kartofler og putte dem i dit brød.
  6. Sylt og henkog! Naturen er fuld af frugt, svampe og bær lige nu. Kog hyldebær til en saft, sylt dine æbler eller løg.
  7. Brug de lokale Facebook-grupper, hvor man skildrer med ”Gratis frugt eller billigt lokalt grønt”
  8. Brug apps som ”Too good to go” – og hold øje med tilbuddene allerede fra om morgenen eller formiddagen.
  9. Kaffe er dyrt. Drik mere te – du kan lave din egen af brombærblade, solbærblade og andre bær, fortæller madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum, Betina Buhl.

Hold varmen i den kolde vinter:

  1. Strik dine egne sokker eller køb et ekstra par og gå i flere sokker om vinteren.
  2. Put dig med varme tæpper derhjemme.
  3. Gulvtæpper kan holde på varmen.
  4. Sluk radiatorerne i rum, du ikke bruger – og især når du åbner vinduerne.
  5. Brug solcellelamper, du kan lade op om dagen, og tag dem ind om aftenen.
  6. LED-stearinlys er også en god ide, og bruger du de ægte stearinlys, så husk at lufte godt ud, da de forurener.
  7. I stedet for at spare – så tænk over, om du egentlig har brug for det, du ønsker at købe. Tænk på dit forbrug. Er det ”need to have” eller ”nice to have”?
  8. Udskift dine energislugere. En gammel kummefryser, køleskab eller opvaskemaskine kan være en dyr fornøjelse, og der kan være god økonomi i at skifte til en ny model. Det gælder også dine glødepærer, der kan skiftes til LED.

Har du lyst til at høre endnu flere spareråd, så find programmet her:

Foto: Annelene Petersen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

21:00
21:05