En undersøgelse lavet af Wilke for Radio IIII viser, at halvdelen af danskerne mener, at traditionelle medier er farvede i Israel-Palæstina-dækningen.
Halvdelen af danskerne mener, at de traditionelle medier i Danmark er farvede, når de dækker Israel-Palæstina-konflikten. Det viser en undersøgelse, som Wilke har lavet for Radio IIII.
Knap en fjerdedel af de adspurgte mener, at de traditionelle medier dækker konflikten til fordel for Israel, mens lidt mere end en fjerdedel mener, at mediernes dækning er til fordel for Palæstina.
Mads Kæmsgaard Eberholst er medieforsker ved Roskilde Universitet, og han mener, det giver et overordnet billede af, at befolkningen er splittet i, hvordan de oplever Israel-Palæstina-dækningen.
- Konflikterne som denne fylder ofte meget i mediebilledet, og når befolkningen splittes, er det ofte, fordi der ikke er nogle lette løsninger på dem. Løsningerne er langvarige, og den langstrakte mediedækning opfattes derfor ofte som trættende, siger han.
- Det kan være med til at understrege en opfattet bias, der således bekræftes over lang tid, uddyber han.
Hvilken farve, som de traditionelle medier dækker Israel-Palæstina-konflikten med, er sværere for danskerne at blive enige om.
Konkret mener 28 procent af danskerne, at de traditionelle mediers dækning er enten overvejende eller markant mere positive over for Palæstina.
Undersøgelsen viser imidlertid også, at omkring 23 procent af danskerne, at de danske medier dækker konflikten enten overvejende eller markant mere positive over for Israel.
Omkring halvdelen af danskerne svarer, enten ”ved ikke” eller at de mener, at medierne dækker konflikten neutralt.
Det er værd at bemærke, at en fjerdedel af de adspurgte svarer ”ved ikke”, mener Mads Kæmsgaard Eberholst, der også noterer sig, at det kun er henholdsvis 5 og 9 procent, som i undersøgelsen mener, at medierne er markant mere positive over for enten Israel eller Palæstina.
- Således dækker tallene nærmere over for en form for konsensus frem for dyb splittelse i spørgsmålet om bias, siger han.
Se resultaterne af undersøgelsen herunder.

