ANALYSE: Chefen for Hærkommandoen vil ikke længere være chef for Hæren. Generalmajor Gunner Arpe Nielsen har derfor accepteret en frivillig degradering til brigadegeneral, og den 1. april skifter han derfor til Forsvarskommandoen, hvor han blive vicechef i Udviklings- og Planlægningsstaben.
AF PETER ERNSTVED RASMUSSEN/VÆRT PÅ 'FRONTLINJEN'
Chefen for Hæren ønsker at træde ned ad karrierestigen. Han stopper derfor som chef for Hærkommandoen og har frivilligt accepteret en degradering. Det sker den 1. april, når generalmajor Gunner Arpe Nielsen tiltræder stillingen som vicechef i Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen og igen bliver brigadegeneral.
Gunner Arpe Nielsen blev chef for Hæren i 2021 og er således en af de chefer, der har været chef for Hæren i længst tid. Han siger til Forsvarets egen hjemmeside, at det "naturligvis ikke skal være nogen hemmelighed", at det har været en "udfordrende tid".
"Jeg har brugt alle mine vågne timer på at løse denne opgave så godt som muligt. Det er naturligvis noget, der kan mærkes, og jeg har efter moden overvejelse vurderet, at jeg personligt har behov for at prioritere mit liv en smule anderledes."
Hør seneste afsnit af 'Frontlinjen'. Analysen fortsætter herunder
Det kan godt være, at Gunner Arpe Nielsen bare er træt af at arbejde i Karup, når hans bopæl og familie er i København. Det forstår man. Alligevel virker det besynderligt, at en general på det niveau ønsker at komme væk og frivilligt accepterer at lade sig degradere. Det er nærmest uhørt, og jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have hørt om lignende tilfælde.
Gunner Arpe er ikke den eneste
57-årige Gunner Arpe Nielsen er højt respekteret blandt høj som lav, og mange læser da også hans retrætepost som, at han har sin fulde integritet i behold. Han bliver først pensioneret om fem år. Hans handling bliver derfor tolket som, at han ikke vil være med mere, men samtidig ikke har behov for at smække med døren.
"Jeg vil arbejde benhårdt på at hjælpe Forsvaret godt på vej i den opbygning, der er sat i gang, og der er intet andet sted, jeg kan gøre det bedre end i min kommende stilling," siger han selv til Forsvarets hjemmeside.
Når man har en mule svært ved at tro på den udlægning, skyldes det først og fremmest, at det lyder som et argument opfundet til lejligheden. Hvis Gunner Arpe Nielsen vitterligt mener at have bedre mulighed for at udvikle Forsvaret i en stilling som vicechef i Udviklings- og Planlægningsstaben end som chef for Hæren, er der noget helt galt i toppen af Forsvaret.
Og det er formentlig sagens kerne. I efteråret kom det frem, at Hæren slet ikke var taget med på råd, da forsvarschef Flemming Lentfer sammen med en lille udvalgt kerne af primært flyverofficerer skrev forsvarsledelsens militærfaglige anbefaling og oplæg til de forestående forligsforhandlinger. I oplægget anbefalede forsvarschefen oprettelsen af noget nyt "specialinfanteri", som man imidlertid slet ikke kendte til i Hæren eller kunne se den store fidus i.
Alarmklokkerne burde ringe
I sit oplæg til politikerne og forligsforhandlingerne prioriterede han sit eget flyvevåben over såvel Hæren som Søværnet, og han havde ingen planer om at opbygge den tunge brigade, som Nato ellers har givet Danmark som styrkemål, og som vi har lovet at levere seneste i 2032. Hans oplæg var fuldstændigt blottet for optioner til politikerne, som derfor nu har udbedt sig yderligere 35 analyser, inden de vil træffe yderligere beslutninger om Forsvarets indretning.
Desværre er Gunner Arpe Nielsen ikke den eneste general, der siger farvel. Generalmajor Anders Rex var som chef for Udviklings- og Planlægningsstaben ham, der havde ansvaret for forligsoplægget. I juni blev han pludselig sendt til Washington som forsvarsattaché, og bare en måned senere sagde han op til fordel for et civilt job som direktør i Naviair. Hvorfor får en generalmajor fra indercirklen omkring forsvarschefen marchordre til et job, som han siger op fra, inden han havde nået at pakke sine flyttekasser ud?
For politikerne og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) burde det få alarmklokkerne til at ringe, at de to generaler med mest operativ erfaring inden for otte måneder og midt i en forligsproces på eget initiativ har ønsket at sige op og træde ud af Forsvarets øverste ledelse (FØL). Spørgsmålet er, om de overhovedet tager det ad notam – endsige reagerer på det?
