Hård kritik af borgmester efter anmeldelser: - Bør selvfølgelig trække sig

Skrevet af

5. september 2025

August Messerschmidt Søgaard

ams@radio4.dk

Stig Dahlgren Atzen

stdat@radio4.dk

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Tønders borgmester bør trække sig som borgmesterkandidat til kommunalvalget, efter han er blevet politianmeldt otte gange for at bryde loven for misrøgt af dyr, mener byrådsmedlem.

Efter flere politianmeldelser af sin svinebedrift har borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen, indstillet sin svineproduktion.

Men hvis det står til Allan Svendsen, der sidder i kommunalbestyrelsen i Tønder for Dansk Folkeparti, skal sagen også have politiske konsekvenser.

- Han bør selvfølgelig trække sig, siger han til Morgen på Radio IIII.

Reaktionen kommer efter, at TV 2 har fortalt, at borgmesteren er blevet politianmeldt otte gange af Fødevarestyrelsen, efter de har været på besøg på Jørgen Popp Petersens svinegård.

I alt har styrelsen besøgt gården 14 gange siden 2019, og ved otte af besøgene var forholdene så alvorlige, at styrelsen måtte tage sin hårdest mulige sanktion i brug og anmelde sagen til politiet.

Ifølge TV 2 har borgmesteren fra Slesvigsk Parti flere end 600 søer og 3500 smågrise på sin gård.

TV 2 bringer optagelser fra borgmesterens svinegård, der blandt andet viser en gris med koldbrand i begge ører, samt flere døde grise.

- Det løber koldt ned ad ryggen på mig, når jeg ser det her, siger Allan Svendsen.

Derfor kommer kommunalbestyrelsesmedlemmet fra Dansk Folkeparti heller ikke til at pege på Jørgen Popp Petersen som borgmesterkandidat, hvis han stadig stiller op.

Jørgen Popp Petersen er ikke vendt tilbage på Radio IIIIs henvendelser.

Det er endnu uvist, om Fødevarestyrelsens politianmeldelser fra 2019 og frem til 2024 vil føre til en tiltale mod Jørgen Popp Petersen.

Afspiller nu

Debat

08:05
10:00