Grønlandske politikere vil have arktisk ambassadør med grønlandske rødder

Grønland og især Ilulissat (tidl. Jakobshavn) er kendt for meget is og de farverige huse. Forograferet i maj måned hvor der stadig er lidt sne på fjeldet og flydende is fra de nærliggende kælvende gletsjere.

Skrevet af

21. marts 2023

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Danmarks arktiske ambassadør bør have grønlandske rødder. Sådan lyder det fra det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, og fra Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament – begge fra det socialdemokratiske parti Siumut. Men det møder kritik fra både SF og Dansk Folkeparti.

“Det er svært at se det som et fremskridt, at man vil have udpegningerne til at ske på baggrund af race. Og det er jo i virkeligheden det, som de beder om. At man siger, vi går ikke efter den bedst kvalificerede til jobbet, men vi går efter den som har den etniske baggrund, som de synes er mest relevant. Og det er mildest talt ikke et skridt fremad. Det er nærmere et skridt flere hundrede år tilbage, at man skulle have den slags tænkning,” siger Anders Vistisen, der er udenrigsordfører i Dansk Folkeparti, til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Anders Vistisen, der er udenrigsordfører i Dansk Folkeparti, her:

Karsten Hønge, der er udenrigsordfører for SF, er også kritisk overfor forslaget. Han mener, at det er direkte racistisk:

“At gå ind og pege på ham, der nu er udpeget til at skulle være arktisk ambassadør og så sige, at han er diskvalificeret, alene fordi han har en etnisk dansk baggrund, selvom han har en høj kvalificeret diplomarisk baggrund. Helt ærligt. Enhver må kunne se, at det her det ender et sted, som vi ikke ønsker, at politiske diskussioner skal ende i Danmark,” siger han.

Det er det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, og Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament – begge fra det socialdemokratiske parti Siumut – som har skrevet et debatindlæg i Altinget efter, at det er blevet offentliggjort, at den nuværende arktiske ambassadør, Thomas Winkler, afløses af Tobias Elling Rehfeld, der i dag er Danmarks ambassadør til Sydafrika. Ingen af dem har grønlandske rødder, og det er de to Grønlandske politikere “skuffede over”, som de skriver i debatindlægget.

“Det er jo ikke diskrimination, vi søger efter, men positiv særbehandling for inuit eller grønlændere. Det handler ikke om etnicitet som sådan, men selvidentifikation. Og det er sådan nogle ting, vi diskuterer rigtig meget i Grønland,” siger Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament for Siumut, til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament for partiet Siumut, her:

Men det er ikke meningsfuldt at besætte stillinger på den måde, mener Anders Vistisen, der er udenrigsordfører i Dansk Folkeparti.

“Det er bygget på race. Og hvor stopper kæden så henne? Kan man kun udpege ambassadører til Israel, der har jødisk baggrund? vi kun udpege ambassadører i Afrika der har mørk hud. Logikken tilsiger jo at man skal hev den bedst egnede til jobbet., udpegningerne må ske på baggrund af kvalifikation og ikke på baggrund af religion og hudfarve. Det virker lidt skørt i 2023,” siger han.

Men ifølge Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament for Siumut, ville det skabe mere lighed, hvis man fik en arktisk ambassadør med grønlandske rødder.

“Hvis man skal have noget legitimitet og gerne vil have et ligeværdigt respektfuldt rigsfællesskab, så kunne det være interessant, hvis den danske regering var mere åbne for at informere og kontakte den grønlandske regering om, at nu skal vi til at have en arktisk ambassadør; har I måske nogle kandidater, der kunne være interessante til det her område. Hvis man gerne vil have et ligeværdigt rigsfællesskab, kunne det være interessant at have en grønlandsk ambassadør,” siger han.

Afspiller nu

VERDENS BEDSTE

18:05
19:00