Det grønlandske parlamentsmedlem Kuno Fencker har på Facebook delt en falsk video af en fremtrædende amerikansk professor. Ekspert peger på Rusland, som mulig bagmand.
Et Facebook-opslag fra den markante grønlandske politiker Kuno Fencker har den seneste uge tiltrukket stor opmærksomhed.
Over 14 tusind mennesker har set opslaget, der er en video med en amerikansk professor, som analyserer Donald Trumps udtalelser om Grønland.
Men videoen er falsk og stammer muligvis fra en russisk påvirkningskampagne.
Det kan RADIO IIII i dag beskrive.
I videoen fremlægger den verdenskendte John Mearsheimer, der er tilknyttet University of Chicago, en “eksplosiv analyse” af, hvordan Trumps udtalelser vil splitte NATO “for evigt”.
Professoren, der tidligere er blevet kritiseret for at komme med pro-russiske udtalelser, forklarer imidlertid overfor RADIO IIII, at det i virkeligheden ikke er ham, der optræder på videoen.
- Det er en falsk AI-video. Min assistent og jeg gør alt, hvad vi kan for at få videoerne ned, men YouTube er ikke til særlig stor hjælp, skriver han i en mail.
Kuno Fencker har på sin Facebook delt omkring et minut af den falske video, men vedhæfter et link til Youtube, hvor man kan se den i sin fulde længde.
Her fremgår det i beskrivelsen, at videoen er “redigeret betydeligt eller genereret digitalt”.
Kuno Fencker forklarer overfor RADIO IIII, at han allerede er blevet gjort opmærksom på, at videoen er falsk. Alligevel har han seks dage efter opslaget stadig ikke fjernet opslaget.
- Tro mig, jeg har nok 50 interviews om dagen, så det har jeg ikke lige haft tid til. Det ændrer jo heller ikke på noget alligevel, men jeg kommer nok til at slette den, når jeg har tid til at scrolle, siger Kuno Fencker.
- Det ændrer ikke på noget, at videoen er falsk?
- Det ændrer ikke på situation, som der er nu.
På kanalen, der står bag indholdet, findes en lang række politiske “analyser”. Blandt andet en video med titlen ‘Tyskland vælger Rusland’, hvor den falske professor John Mearsheimer forklarer, at Tyskland har valgt at bryde “Nato-sanktioner” ved at indgå en omfattende gas-aftale med Moskva.
- Det lugter af en russisk påvirkningskampagne. Der er ikke et ’smoking gun’, men det er falskt indhold, der støtter pro-russiske narrativer, og karaktererne, de bruger, er kendte for deres pro-russiske optrædener, siger Christiern Santos Okholm, der er ekspert i desinformation og ph.d.-studerende på European University Institute.
Han forklarer, at der i Rusland produceres store mængder af propaganda til sociale medier, men han ønsker ikke at drage en endegyldig konklusion på baggrund af det materiale, han har gennemgået for RADIO IIII.
- For at være helt sikker på bagmændene, kræver det en dybere undersøgelse af den tekniske data, lyder det.
Kuno Fencker kan ikke huske, hvordan han fandt frem til den falske video på Youtube, og mener ikke selv, at han har videreformidlet en russisk påvirkningskampagne.
Efter at RADIO IIII kontaktede Kuno Fencker, har han slettet opslaget fra sin Facebook-side.
