Mindst tre gange anbefaler Sundhedsstyrelsen at gravide kvinder vejes, men vejningerne kan skade selvværdet og give spiseforstyrrelser, advarer kvinder. Selskab vil ”se kritisk på” retningslinjer.
Af Anne Sofie Feld
Når kvinder bliver gravide, skal de indstille sig på en stor interesse for deres vægt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler læger og jordemødre at veje kvinden mindst tre gange i løbet af graviditeten og i nogle tilfælde helt op til ni gange.
Men det store fokus på vægt har oversete konsekvenser, fortæller flere kvinder nu til Radio4.
- De tanker jeg distancerede mig fra, kom tilbage igen, siger Mina Albrecht Kestler, hvis anoreksi blusede op efter vejninger i forbindelse med en graviditet.
Interviewet med Mina Albrecht Kestler kan du høre her:
Kun professionel hjælp forhindrede, at hun ”kom dybt ned i det igen”.
Radio4 har været i kontakt med i alt fire kvinder, der har haft en spiseforstyrrelse, som forklarer, at vejningerne resulterede i egentlige tilbagefald eller en dyb følelse af ubehag.
- Undervægt i en graviditet er forbundet med en risiko, og derfor er vægten vigtig at holde øje med. Det er afgørende er dog, at før man tilbyder vejning har en dialog med den pågældende, siger Kira Kimby, sektionsleder i enhed for forebyggelse og ulighed i Sundhedsstyrelsen.
Du kan høre hele interviewet med Sundhedsstyrelsens Kira Kimby her:
Sundhedsstyrelsen angiver, at fire procent af alle gravide kæmper med spiseforstyrrelser; det svarer til mere end 2.000 kvinder om året i Danmark.
Alligevel findes ingen særlige anbefalinger for vejning af denne gruppe.
Konsekvenserne af at blive konfronteret med sin egen vægt under graviditeten rammer også sunde og raske kvinder på selvværdet.
Radio4 har haft kontakt til i alt 20 kvinder, som alle har oplevet vejningerne som ubehagelige.
Under et besøg hos jordemoderen fik Randi Mølmark-O'Connor, der tog 30 kilo på under graviditeten, eksempelvis at vide, at hun gjorde skade på sig selv.
- Det blev bare ved med at køre i det her selvskade, selvskade, selvskade. Det kan skade din fødsel. Det kan skade barnet, siger hun.
Interviewet med Randi Mølmark-O'Connor kan du høre her:
Selvom blodprøver og andre undersøgelser viste, at både hun og fostret havde det godt, oplevede hun, at hendes vægt blev gjort til et selvstændigt problem. Oplevelsen påvirkede hende længe efter, fortæller hun.
Kvindernes oplevelser betyder, at man nu bør "se kritisk på" retningslinjerne, som Sundhedsstyrelsen senest reviderede i 2021, fortæller Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.
- Vi skal ikke diskutere ting, der ikke er et problem, men bare kosmetik, siger hun.
Friderichsen fremhæver, at det eksempelvis bør genovervejs om den gravides BMI – et simpelt mål for sammenhængen imellem en persons højde og vægt – skal afgøre, om en kvinde underkastes ekstraundersøgelser.
Du kan høre hele interviewet med Bolette Friderichsen her:
Sundhedsstyrelsen afviser overfor Radio4 Morgen at ændrer på retningslinjerne, men åbner for at se på kommunikationen omkring vejningerne.
- Det er dialogen som er problemet, og det peger på, at vi i sundhedsvæsenet bliver nødt til at øve os meget i at tage den dialog, siger Kira Kimby.
Også hos Dansk Selskab for Almen Medicin ønsker man, at personalet i det danske sundhedsvæsen bliver bedre til at tale om vægt. Holdningen står de ikke alene med.
- Vejning er forbundet med en meget større skam og stress end vi har haft forståelse for, siger klinisk diætist Inger Bols, medlem af den tværfaglige forening Ligevægt, der arbejder på at mindske fokuseringen på vægt i sundhedsvæsnet.
I forskningen kædes overvægt hos den gravide sammen med øget risiko for en række komplikationer som eksempelvis graviditetsdiabetes og svangerskabsforgiftning.