Godt eller ’ligegyldigt’ at hver tredje vil skyde ulven? Partier er uenige

Skrevet af

12. august 2025

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Sylvester Guldberg Røn

sgr@radio4.dk

Anders Hoppe

anhop@radio4.dk

En ny undersøgelse fra RADIO IIII viser, at 34 procent af danskerne vil tillade ulvejagt. Det vækker glæde hos Danmarksdemokraterne, mens Alternativet kalder undersøgelsen ligegyldig.

En tredjedel af danskerne er klar til at lade folk med jagttegn skyde ulven.

Det viser en ny spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for RADIO IIII.

Den tredjedel erklærer Kristian Bøgsted, dyrevelfærdsordfører og folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, sig enig med.

- Vi mener jo ikke, at der er plads til ulven i den fri natur, og derfor er det da positivt, at en tredjedel af danskerne mener, at folk med jagttegn skal kunne skyde ulve.

Kristian Bøgsted mener, at man som udgangspunkt bør kunne skyde en ulv hvor end den er, så længe man ikke udsætte mennesker for fare.

Men han fastholder samtidig, at det vil komme an på, hvordan man præcist skruer den pågældende lov sammen.

Men der kommer aldrig en sådan lov.

Det siger politisk ordfører i Alternativet Torsten Gejl til RADIO IIII.

- Med stor respekt for jeres fine undersøgelse, så er den fuldstændig ligegyldig, for ulven er beskyttet af EU.

Adspurgt om det også er ligegyldigt, hvad danskerne mener, svarer Torsten Gejl ja.

- Det er ligegyldigt i den forstand, at det jo ikke ændrer noget.

Ulvens status som fredet dyr i EU kommer hverken danskerne eller folketingets medlemmer til at ændre på. Heller ikke de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, siger han.

- De lader som om, de kan, men virkeligheden er nok, at vi ikke får det lavet om i vores levetid.

Af de 34 procent, som har tilkendegivet, at de mener, det bør være lovligt at skyde ulven, hvis man har jagttegn, har 13 procent erklæret sig ’enig’, mens 21 procent har svaret ’helt enig’.

43 procent har svaret ’uenig’ eller ’helt uenig’, og 23 procent har svaret ’hverken eller’. 

Afspiller nu

Hvis du vil vide mere

12:05
12:30