Generaldirektør erkender: “Vi begik en fejl med Grønlands hvide guld”

Skrevet af

3. april 2025

Simon Kvist Sandemand

sks@radio4.dk

På et internt møde i anledning af DR's 100-års jubilæum erkender generaldirektør Maria Rørbye Rønn for første gang, at DR begik en fejl med 'Grønlands Hvide Guld'.

DR's øverste chef, generaldirektør Maria Rørbye Rønn, erkender nu for første gang, at DR begik en fejl med dokumentaren 'Grønlands hvide guld’. 

Indrømmelsen kom tirsdag på et internt møde for DR's medarbejdere i forbindelse med mediekoncernens 100-års jubilæum. 

Det fremgår af en lydoptagelse, som RADIO IIII er i besiddelse af. 

- Ja, vi begik en fejl med ’Grønlands hvide guld’. Og ja, vi skal lære af det. Men én dokumentar er ikke svaret på én konklusion om, at DR står for fald, lød det fra Maria Rørbye Rønn. 

Dokumentaren endte med at blive trukket tilbage godt ti dage efter, den blev udgivet. I den forbindelse modtog Maria Rørbye Rønn også kritik i både Politikens, Weekendavisens og Jyllands-Postens spalter for ikke at stille sig frem. 

Først en uge efter at 'Grønlands hvide guld' blev trukket tilbage, blev generaldirektøren citeret i DR's egen pressemeddelelse, hvor hun kaldte det "nogle alvorlige og kritiske dage for DR". 

RADIO IIII har spurgt DR, hvorfor Maria Rørbye Rønn ikke har erkendt fejlen til offentligheden, og hvad Maria Rørbye Rønn konkret mener med, at DR "begik en fejl med 'Grønlands hvide guld'".

DR's kommunikationschef Kristina Rasmussen Cook takker imidlertid nej på vegne af generaldirektøren med begrundelsen om, at DR ikke kommenterer på interne møder.

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00