Frank Jensen, forhenværende københavnsk overborgmester, siger, at han underskrev en tavshedsaftale i forbindelse med Socialdemokratiets advokatundersøgelse af hans MeToo-sag. Partiet klapper i.
Frank Jensen fik mundkurv på i forbindelse med socialdemokratiets advokatundersøgelse af MeToo-anklagerne mod ham.
Det fortæller han nu i RADIO IIII’s nye podcast "Et kapitel for sig".
Efter at anklagerne mod den forhenværende københavnske overborgmester ramte de danske medier i oktober 2020, blev der indledt to advokatundersøgelser af forløbet. Én af Københavns Kommune og én af Socialdemokratiet selv.
- Af Socialdemokratiet blev jeg pålagt tavshedspligt for at stille op, hvorimod den, Københavns Kommune lavede, er blevet offentliggjort, forklarer Frank Jensen i podcasten.
Han betragter det dog ikke som en lettelse, at han fortsat skal forholde sig tavs om sagen.
- Man kan diskutere rimeligheden i, at man bliver pålagt en tavshedspligt i sådan en undersøgelse, som jo ikke er en undersøgelse lavet af en anklagemyndighed. Og der er jo ikke de retslige rammer omkring det, som man kender fra en almindelig proces, siger han.
Ekspert: - Det er skørt
Sådanne tavshedsaftaler møder stor kritik fra Mille Mortensen, der er selvstændig MeToo-forsker og -konsulent.
- Skam lever af tavshed, siger hun til RADIO IIII.
- I stedet for at give parten mulighed for at fortælle om sin oplevelse, så giver man mundkurv på, og så kan man gå og bøvle med det selv.
Hun fortæller, at oplevelserne derved kan udvikle sig til skam, hvilket kan lede til sygdom.
- Uanset, om man er den, der oplever ens grænser overtrådt, eller om man er den, der bliver bekendt med, at man har overtrådt nogens grænser, så er det en utrolig sårbar situation, siger hun.
Tidligere sager
Socialdemokratiet har også tidligere fået kritik for lignende tavshedsaftaler.
I 2021 valgte den tidligere partisekretær Louise Kwang at bryde sin tavshedsklausul i en ti år gammel sag vedrørende et overgreb begået af den socialdemokratiske toppolitiker Carsten Hansen.
Her kritiserede en række øvrige partier reglerne om tavsheds-reglerne, der bliver pålagt de involverede parter.
- Hvis vi oprigtigt skal sexisme, sexchikane og metoo-kultur til livs, så er vi nødt til at begrænse brugen af tavshedsklausuler. Hele det her område er omgærdet af tabu, tavshed og fortrolighed, og det er med til at fastholde, at MeToo-kulturen kan eksistere, sagde ligestillingsordfører for Radikale Venstre, Samira Nawa, dengang til DR.
RADIO IIII har kontaktet Socialdemokratiet med en række spørgsmål om forløbet. Herunder om partiet kan bekræfte Frank Jensens påstand om tavshedspligt, og om andre er blevet pålagt tavshed. Partiet har dog ikke ønsket at svare.
"Tak for din henvendelse. Socialdemokratiet har ingen kommentarer," skriver partiet i en mail til RADIO IIII.