Foto af Ø-borgmester og sharia-tilhænger delt på nettet: Nu reagerer hun

Skrevet af

19. februar 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Klima- miljø- og teknikborgmester i København, Line Barfod (Ø), blev under kommunalvalget fotograferet med Kasem Said Ahmad, der har forsvaret stening og sharia. Nu reagerer hun til RADIO IIII.

RADIO IIII kunne tidligere i dag beskrive, at Enhedslistens folketingsmedlem Victoria Velasquéz har fået en del kritik på de sociale medier de seneste dage.

Det skyldes, at hun søndag i forbindelse med et støtte-arrangement for Palæstina var blevet fotograferet med Kasem Said Ahmad, den tidligere talsmand for islamisk trossamfund og medlem af Enhedslisten.

Og det er dét billede, der har affødt kritik af Velásquez, fordi Kasem Said Ahmad tilbage i 2016 i Deadline på DR forsvarede både sharia-lovgivning og stening som straf for utroskab.

Men hun er ikke den eneste politiker fra Enhedslisten, som har fået delt et foto med Kasem Said Ahmad på de sociale medier de her dage.

Et billede, der er tilbage fra kommunalvalgskampen i 2025, hvor Klima- miljø- og teknikborgmester i København, Line Barfod, er fotograferet sammen med Kasem Said Ahmad har nemlig også vakt undren og kritik blandt flere.

RADIO IIII har bedt om et interview med Barfod angående sagen, men det har ikke været muligt. Hun har skrevet følgende i stedet:

-Jeg kender ikke personen. Billedet er taget under kommunalvalgkampen. Det sker ofte til valgmøder, at nogen beder om at få taget et foto. Jeg har nu fået oplyst, hvem han er. Jeg har absolut ingen sympati for hans absurde holdninger.

-Og jeg kan forstå at han blev ekskluderet fra Enhedslisten for over 7 år siden; fordi den slags holdninger bestemt ikke hører hjemme i vores parti.

RADIO IIII har også kontaktet Klaus Goldsmith Henriksen, medlem af Københavns borgerrepræsentation for Enhedslisten, som også optræder på billedet med Kasem Said Ahmad. Han har sendt en sms, der læner sig relativt meget op af ordlyden i Line Barfods svar:

-Jeg havde ingen anelse om, hvem han var, da han spurgte efter et billede. Jeg er dybt uenig i hans vanvittige holdninger og kan forstå, at han for længe siden blev ekskluderet fra Enhedslisten. For selvfølgelig er der ikke plads til slags holdninger i vores parti.

Udover Line Barfod er Enhedslistens folketingsmedlem, Trine Pertou Mach, også med på billedet med Kasem Said Ahmad. Hun er ikke vendt tilbage på RADIO IIII’s henvendelse.

Line Barfod og Klaus Goldsmith Henriksens forklaringer stemmer overens med dén Victoria Velásquez onsdag sendte til RADIO IIII. Velásquez afviste nemlig også, at hun kendte til Kasem Said Ahmad:

- Jeg aner ikke, hvem den mand er. Jeg var til et arrangement om Palæstina i 3F Københavns lokaler. Selvfølgelig har jeg ikke nogen sympati med den slags absurde holdninger. Det er jo nok derfor, han blev ekskluderet fra Enhedslisten for syv år siden.

Dén udlægning har Kasem Ahmad bekræftet overfor os, ligesom han har fortalt os, at han ingen formel tilknytning har til Enhedslisten.

RADIO IIII har også spurgt Kasem Said Ahmad ind til hans relation til de andre politikere fra Enhedslisten, men det er han ikke vendt retur på endnu.

Afspiller nu

Nattevagten

00:00
01:00