Fortsat stor mangel på adhd-medicin

Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Skrevet af

16. juli 2024

Benjamin Hørlück Munk

ben@radio4.dk

Hver eneste dag får ADHD-foreningen mange opkald fra fortvivlede og desperate danskere, der ikke kan få deres ADHD-medicin. Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der nemlig store forsyningsproblemer, som konkret betyder, at der lige nu er mangel på 17 produkter.  

Mange må derfor skifte medicin, ændre dosis eller måske endda helt undvære, og det er et problem, fortæller Trish Nymark, der er formand for ADHD-foreningen, til Radio4 Morgen.

”For mange af vores medlemmer betyder medicinen, at deres hverdag kan hænge sammen. De kan passe deres job, uddannelse og familie. Og får de ikke deres medicin, så krakelerer deres hverdag, og får de den ikke i længere perioder, risikerer de sygemelding.”

Sidste år blev der solgt ADHD-medicin til mere end 107.000 danskere. Det er en fordobling i forhold til 2018. Nogle af dem kan sagtens skifte til en anden medicin, men mange er afhængige af, den medicin de kender.

”Det er simpelthen så følsomt, så for mange er der kun ét eller meget få præparater, de kan tåle. Og selvom det aktive stof er det samme, så bliver der brugt forskellige bindestoffer, som bliver frigjort på forskellige måder. Det betyder, at dem, der ikke kan tåle det, får mindre gavn af deres medicin og kraftigere bivirkninger,” siger Trish Nymark.

Hør hele interviewet med Trish Nymark her:

Maiken Borré Kiel er én af dem, der for nyligt fik beskeden om, at hun ikke kan få sin medicin. Hun måtte derfor skifte til en stærkere dosis, og det gjorde hende langt mere døsig, siger hun til Radio4 Morgen.

”Det har været ubehageligt for mig, for det er jo ikke noget, man er forberedt på. Og man kan ikke være sikker på, hvornår medicinen kommer tilbage, eller hvornår, det kan stabilisere ens hverdag igen.”

Hør hele interviewet med Maiken Borré Kiel:

Der har været mere eller mindre mangel på medicin i et års tid. Derfor tror formanden for ADHD-foreningen, Trish Nymark, at forsyningsproblemerne ligger hos producenterne.

”Jeg tror ikke, det er med deres gode vilje, at de ikke kan levere. Jeg ved ikke, hvordan man løser problemet, men vi håber, man fremover kan informere i god tid, hvis der er udsigt til forsyningsproblemer,” siger hun.

 

Afspiller nu

Station IIII

05:05
06:00