Forsvarsordførere efterladt målløse over nye oplysninger i fregat-sag

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skrevet af

4. april 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Det har rystet ordførere, at Forsvaret har ændret redegørelse kort inden afgørende møde i forligskredsen.

Det var en flok forvirrede og ordknappe forsvarsordførere, der onsdag aften træder ud fra et møde med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Rodet i sagen om fregatten "Iver Huitfeldt" er endnu mere omfattende, end de kunne forestille sig.

- Jeg er målløs over det, der foregår. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der foregår, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Alex Ahrendtsen, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

Kort inden ordførerne trådte ind til orienteringsmødet med forsvarsministeren, sendte Forsvarskommandoen en ny redegørelse til ministeriet, som afveg fra den, de havde modtaget tidligere.

- Jeg er dybt rystet, siger Carsten Bach, forsvarsordfører for Liberal Alliance.

Også torsdag morgen var Carsten Bach rystet, da han medvirkede i et interview hos Radio4 Morgen.

- Det overgår min vildeste forestilling om, hvor chokeret man kan være, når man forlader et møde i Forsvarsministeriet, siger han.

Interviewet kan du høre her:

I den første redegørelse, der onsdag blev lækket til TV 2, fremgik det, at ministeriet var blevet informeret om tekniske fejl på fregatten, selv om Troels Lund Poulsen havde nægtet kendskab til det.

Men i den nye redegørelse, der kom kort inden mødets begyndelse, var de passager ændret, forklarer forsvarsministeren både til ordførerne og pressen.

- Den redegørelse, der skulle forklare de forkerte oplysninger, viser sig at være forkert. Det mønster har vi set før i forhold til Elbit-sagen, og det er rystende, at det kan gentage sig, siger Carsten Bach.

Ministeren har hjemsendt forsvarschef Flemming Lentfer, og det bakker flere af forsvarsordførerne op om.

Inden mødet var Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech, opmærksom på, hvorvidt Troels Lund Poulsen og Forsvarsministeriet rent faktisk var blevet orienteret, selv om ministeren afviste det.

Det mente den lækkede redegørelse fra Forsvarskommandoen nemlig at vise.

Men efter mødet og med en opdateret redegørelse er Lise Bech ikke ligeså kritisk over for ministeren.

- Jeg tror på det, når ministeren siger, at i hvert fald han ikke var orienteret, siger hun.

Nu skal der udarbejdes en ny redegørelse om sagen, som skal være klar i næste uge.

Hvis det her viser sig, at Forsvarsministeriet faktisk var orienteret, mener Liberal Alliances Carsten Bach, at Troels Lund Poulsen også bør kigge på fyringer i sit eget departement.

- Jeg kan ikke afvise, at det her kan få yderligere konsekvenser, og at det også kan være konsekvenser på centrale poster inden i ministeriet.

Det seneste døgn har det stormet over fregatten Iver Huitfeldt, der er på vej hjem fra kamp i Det Røde Hav.

Under udsendelse blev fregatten angrebet af droner fra houthibevægelsen, som blev skudt ned.

Tirsdag kunne forsvarsmediet Olfi berette, at der havde været risikofyldte tekniske problemer under den skarpe situation.

/ritzau/

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

06:00
06:05