Forsvaret hasteindkøbte geværer midt i drone-kaos: - Mere panik end kontrol

Skrevet af

2. juni 2026

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Under dronehændelserne i efteråret 2025 hasteindkøbte det danske forsvar haglgeværer for et tocifret millionbeløb. Mere panik end kontrol, vurderer ekspert.

Diplomatisk pres og et chartret fly fra Polen sikrede, at det danske forsvar i al hast anskaffede milliondyre geværer til nedkæmpelse af droner i september sidste år.

Det kan RADIO IIII i dag fortælle.

Forsvaret har tidligere oplyst, at “en længe planlagt anskaffelse” blev fremrykket i forbindelse dronehændelserne, men nye dokumenter viser, at myndighederne iværksatte en ekstraordinær indsats for at få aftalen på plads og geværerne til Danmark.

Af en oversigt fra de italienske myndigheder fremgår det, at de 29. september – få dage efter de første dronehændelser – gav tilladelse til at eksportere 180 anti-drone geværer fra våbenproducenten Benelli.

Tilladelsen kom i hus efter et vedholdende pres fra den danske ambassade i Rom.

En aktliste udleveret af Udenrigsministeriet viser, at danske diplomater i dagene forinden var i sms-kontakt om sagen med en chef i den italienske våbeneksportmyndighed, UAMA.

“Urgent request for phonecall meeting today,” lyder titlen på den første besked fra ambassaden til italienerne.

Samme dag som tilladelsen blev givet, 29. september, lettede et stort Boeing 767-transportfly fra Rimini tæt på Benellis fabrik.

Flyet, der chartres ud af en polsk virksomhed, landede på Flyvestation Karup, hvor det klokken 19.28 standsede ved aflæsningspladsen ‘Rampe Nord’.

Det fremgår af flyovervågningstjenesten Flightradar24.

Ifølge RADIO IIIIs oplysninger transporterede flyet de 180 geværer; Forsvaret og FMI har ikke ønsket at kommentere dette forhold.

- Det understreger, at Forsvaret ikke var forberedte, og at man havde behov for virkeligt hurtigt at få noget i hænderne som kunne håndtere den her trussel, siger Torben Ørting Jørgensen, formand for organisationen Folk og Sikkerhed.

Vurderingen deles af Hans Peter Michaelsen, der er selvstændig forsvarsanalytiker.

- Normalt så får du sådan nogle våben leveret i en sikret, låst container med tog eller lastbil. (...) Her siger man bare: Hvem kan flyve det her? Det gør man fordi, det først og fremmest skal gå stærkt. Man har behov for at kunne fortælle, at vi har skam gjort noget, og vi har fået noget hjem. Det er mere panik end kontrol, siger han.

Ifølge eksperterne giver selve anskaffelsen dog mening, da haglgeværerne blandt andet benyttes til at nedtage droner i Ukraine.

Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse oplyser til RADIO IIII, at man af hensyn til “beskyttelse af nationens væsentlige sikkerhedsinteresser” tilsidesatte de almindelige udbudsprocedurer:

- (FMI, red.) kunne gennemføre en anskaffelse via direkte tildeling hurtigere end oprindelig tiltænkt, fordi der allerede var lavet en forudgående markedsundersøgelse.

Styrelsen vil ikke oplyse den samlede pris for anskaffelsen, eller hvilke ekstraomkostninger, der var forbundet med at “fremrykke” købet.

Ifølge RADIO IIII’s oplysninger fik Danmark senere i 2025 tilsendt yderligere 1.320 Benelli-geværer, hvilket stemmer overens med endnu en eksporttilladelse.

Benelli har til de italienske myndigheder angivet den samlede værdi af geværerne til 12,7 mio. kroner. Dertil skal lægges ukendte omkostninger til transport, ammunition, uddannelse af personel og udgifter forbundet med at benytte den danske virksomhed 'Nordic Defence Solutions DNK ApS' som leverandør.

- Helt generelt kan det siges, at FMI anskaffer materiel på baggrund af konkrete operative behov, der defineres af Forsvarskommandoen. Forud for EU-topmødet i efteråret 2025 var et af disse behov bl.a. en kapacitet, der kunne levere den effekt, som et haglgevær leverer. Hvad angår valg af transportform, så foretager FMI og FKO som helhed i alle henseender en afvejning af faktorer som blandt andet økonomi og hastighed for at tilgodese de operative behov, der skal imødekommes, oplyser FMI og FKO i et samlet svar.

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00