Forskelsbehandling: Lærere kan pulse løs mens elever forbydes at ryge

Cigaretpakke, rygning og cigaretter i askebæger, tirsdag den 26. januar 2021. På tre år er hver tredje ungdomsuddannelse blevet røgfri, viser nye tal. 1. august gælder kravet, at alle ungdomsuddannelser skal være røgfri. Det skriver Ritzau, tirsdag den 26. januar 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

2. august 2021

Uhensigtsmæssigt, men svært at gøre noget ved, lyder det fra sundhedsordfører.

På gymnasier må elever ikke ryge en cigaret i skoletiden, hvis de får lyst. Heller ikke selvom eleverne er over 18 år. Men det må lærerne til gengæld godt.

Den forskelsbehandling får kritik fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning efter nye regler forbyder alle elever på ungdomsuddannelser at ryge cigaretter og indtage tobaksprodukter i skoletiden på og udenfor skolens matrikel.

– Det er dobbeltmoralsk, at reglerne ikke gælder de ansatte, siger forkvinde Alma Tynell.

40 procent af unge mellem 14-19 år har prøvet at ryge. Ud af dem er hver tredje begyndt at ryge som 14-årig eller yngre. Det viser undersøgelsen Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse fra sidste år, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.

Men man bør ikke skelne mellem lærere og elever, når det kommer til rygepolitik, mener Alma Tynell, forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

– Tiltaget er lavet for at mindske kulturen omkring rygning, der er på landets gymnasier. Og her burde lærerne være rollemodeller, der går forrest og tager særligt ansvar for at mindske kulturen omkring rygning, siger hun.

De nye regler er en del af en større politisk handleplan, der skal mindske rygning blandt børn og unge. Bag aftalen står Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Per Larsen, der er konservativ sundhedsordfører, medgiver, at reglerne er uhensigtsmæssige. Men han tror, at det kan blive svært at ændre.

– Vi er nok ikke der, hvor man generelt for hele arbejdsmarkedet kan sige, at virksomheder ikke må tillade rygning i arbejdstiden, siger han.

Derfor opfordrer han til, at uddannelsesinstitutionerne selv laver en rygepolitik for medarbejderne.

– Så vil problemet blive løst på den måde.

Radio4 har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff. Det er dog ikke lykkes.

Lyt til interviewet med Alma Tynell, forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning:

Lyt til interviewet med Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, her:

Billede: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

TALENTLAB

21:05
22:59