Forsinket igen, igen: Oprensning af høfde 42 får endnu længere udsigter

Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Skrevet af

19. januar 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Oprensningen af de af største giftdepoter i Danmark var oprindeligt planlagt at begynde i år, men efter endnu i udskydelse i udbudsrunden, kan det nu have lange udsigter

Af Anders Knutsen Worre

Under strandsandet mellem Harboøre og Thyborøn gemmer sig et af Danmarks største giftdepoter. 110 tons gifte og kemikalier er begravet i sandet ved Høfde 42 og har været det siden slutningen af 50’erne. I 2020 blev det besluttet på Christiansborg, at giftdepotet skulle oprenses, men fire år efter med et annulleret udbud og flere forsinkelser i udbudsrunderne, er der endnu ikke styr på økonomien bag, eller hvem der skal stå for oprensningen. Først når udbuddet er færdig og virksomheden, der skal stå for oprensningen, er fundet kan der søges miljøgodkendelser, og det kan tage op imod et år at få. 

Udbud udskudt yderligere to måneder

Radio4 Morgen kan fortælle, at den endelige udbudsrunde, der var planlagt at være færdig den 24. januar, hvor Region Midtjylland ville fremlægge økonomien bag oprensningen og hvilken virksomhed, som havde vundet udbuddet, er blevet udskudt til slutningen af marts.

Bent Graversen (V), der er formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, forklarer de mange forsinkelser med, at der skal være helt styr på økonomien, før de vil gå videre i processen

- Vi var jo næsten på målstregen i efteråret 2022, men Putins invasion af Ukraine og den dertilhørende energikrise gjorde, at vi var nødsaget til at lave et nyt udbud.

Du kan høre hele interviewet med Bent Graversen her:

Den forklaring giver den kendte lokalmand og miljøaktivist Bjarne Hansen fra Thyborøn ikke meget for.

”Det er ikke nemt for os som rent faktisk bor herude at se, hvad de egentlig foretager sig, andet end det er noget rod, de laver. De skylder os en forklaring, for det er os, som går rundt heroppe i det daglige, så de bør komme ud og sige, at det ikke går som planlagt. Jo bedre forklaring de giver, jo færre myter bliver der skabt”

Bent Graversen mener ikke, at Region Midtjylland kunne have gjort noget anderledes, og mener derfor heller ikke, at man kan kritisere dem for at nølet i processen indtil videre:

- Jeg er ret sikker på, at der her foregår lige efter forskrifterne. Christiansborg er også opmærksomme på det her. Hele verdens miljøarbejdere holder jo øje med succesen af det her. Så vores interesse er, at det skal gøres så godt som muligt. Og om det tager et halvt år mere, det er mindre vigtigt for mig.

fakta

  • Der ligger i alt omkring 110 tons gifte og kemikalier heriblandt syv tons kviksølv og 70 tons af nervegiften Parathion, der i dag er forbudt i stort set alle lande i verden inklusiv Danmark.

  • Forureningen ved Høfde 42 opstod, fordi virksomheden Cheminova i 1950'erne lavede et depot på stranden ved Høfde 42 til virksomhedens kemikalieaffald. Det skete dengang med tilladelse fra staten. 

  • I 2006 blev der etableret en spunsvæg af jern rundt om kemikaliedepotet, som i dag sørger for, at giftdepotet ikke siver ud i Vesterhavet.

  • Det er forbudt at bade, dykke og fiske ved Høfde 42

Manglende økonomi kan sætte en stopper for hele oprensningen

Der er i alt blevet afsat 375 millioner kroner til oprensningen af Høfde 42, men ifølge Bent Graversen, er det ikke sikkert, at det budget holder.

- Det er jo en opgave som aldrig er blevet løst før. Så først skulle der udvikles en metode, og så skal pengene findes. Der står i regeringsgrundlaget, at vi skal finde pengene, men vi må også sige, at de jo ikke af endeligt bevilget endnu.

Derfor håber Bent Graversen på, at der bliver afsat flere penge fra Christiansborg gennem det såkaldte Grønne Råderum, som partierne på Christiansborg skal forhandle om til foråret. I aftaleteksten omkring det grønne råderum står der, at pengene kan gå til oprydning af generationsforureninger.

Miljøminister Magnus Heunicke vil over for Radio4 ikke stille op til interview om sagen, men Miljøministeriet oplyser til Radio4, at de ”ser frem til at få Region Midtjyllands endelige bud på en oprydning af Høfde 42”.

Tilbage står den lokale miljøaktivist Bjarne Hansen og følger sig overset:

”Jeg vil gerne have giftdepotet væk, så vi ikke skal gå rundt og bekymre os, om det er det, som slår os ihjel.”

FAKTA

  • I 2020 besluttede partierne bag finansloven at afsætte 250 millioner kroner til oprensningen af giftdepotet ved Høfde 42. Det skete i forbindelse med en større finansiering af oprydning af de såkaldte generationsforureninger

  • Derudover har Auriga Industries A/S, tidligere ejer af Cheminova, der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, har givet et engangsbeløb på 125 mio. kroner til oprensning ved Høfde 42

  • Allerede nu ved Region Midtjylland, at det bliver dyrere, end de 375 millioner, der er afsat til oprensningen.  

  • Derfor regner Region Midtjylland med, at der afsættes penge fra Det Grønne Råderum, som partierne på Christiansborg skal forhandle om til foråret

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00