Forening kræver særlov for kræftramte brandmænd

Slukningsmandskab fra Midtjysk Brand & Redning i Viborg i færd med at slukke en pludselig opstået bilbrand d. 05.03.2020 på Viborgvej, rute 16, i byenHammershøj, mellem Viborg og Randers. Branden er formodet opstået pga. brændstoflækage (utæt benzinrør) og bilen, af mærket Citroën, udbrændte totalt. Ingen personskade. (Foto: Brian Bjeldbak/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

26. juli 2022

Bang@Radio4.dk

Bang@Radio4.dk

Kommer man som brandmand galt af sted på jobbet og slår sig fysisk, kan man søge erstatning.

Men hvis en brandmand får kræft, er der i dag ikke den samme hjælp at hente.

Det er selvom, at verdenssundhedsorganisationen, WHO, i en ny rapport vurderer, at brandmænds arbejde kan betegnes som kræftfremkaldende for mennesker.

Det vil foreningen Brandfolkenes Cancerforening og formand Tommy Bækgaard Kjær nu have lavet om på.

Han efterlyser en ordning, hvor kræft hos brandmænd automatisk bliver anerkendt som en arbejdsskade.

En lignende ordning findes i dag for frontpersonale, der har arbejdet med covid-19-patienter og som rammes af coronavirus.

“Det er et kræftfremkalde job, og vi kan ikke beskytte os fuldstændig. Vi har efterspurgt den her ordning i 12 år, men hele tiden fået af vide, at det ikke kan lade sig gøre, men det kan vi jo se, det godt kunne med corona,” siger Tommy Bækgaard Kjær til Radio4.

Ifølge Tommy Bækgaard Kjær er der forskellige årsager til, at brandmænd er mere udsatte for kræft.

“Der er er giftige stoffer i røg, så er der natarbejde, og så er der et generelt fysisk og mentalt pres.”

Hør interviewet med Tommy Bækgaard Kjær her: 

Ifølge WHO har brandmænd øget risiko for to kræftformer – nemlig lungehindekræft og kræft i blæren. Risikoen for at brandmænd rammes af en række andre kræftformer er sandsynligvis også forhøjet.

Poul Lørup Larsen har været brandmand i 40 år ved Københavns Brandvæsen og haft kræft to gange.

Først fik han modermærkekræft, og året efter fik han mundbundskræft, men på trods af det kunne han ikke få erstatning.

“Jeg fik begrundelsen, at jeg ikke havde fået røg nok. Det synes jeg var langt ude. Jeg har i mange år hjulpet og reddet folk, men når jeg beder om hjælp kan jeg ikke få det,” siger Poul Lørup Larsen.

Poul Lørup Larsens tvillingebror var også brandmand, og han døde af kræft, lige inden Paul blev syg.

“Jeg er helt sikker på, at det var jobbet som brandmand, der har givet os kræft. Det ville jo være mærkeligt, hvis vi begge to tilfældigt fik kræft,” siger han til Radio4

Du kan høre interviewet med Poul Lørup Larsen her:

Vi har her på Radio4 forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Det har ikke været muligt, da han er på sommerferie.

Afspiller nu

RING TIL RADIO4

08:05
10:00