Forbud mod nøgenreklamer på busser er baseret på 12 klager: “Det giver ikke mening”

Busreklame for nye bryster

Skrevet af

26. januar 2023

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Trafikselskabet Midttrafik vil fremover forbyde busreklamer, der har seksuel karakter eller viser udpræget nøgenhed. Beslutningen er truffet på baggrund af 12 klager, som Midttrafik har modtaget imellem 2018 og 2022, altså en periode på 5 år. Klagerne er kommet over reklamer, der havde seksuel karakter.

Men det giver ikke mening at forbyde reklamer på det grundlag. Det mener byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Jakob Søgaard Clausen, som sidder i byrådet som løsgænger, men er tidligere medlem af Dansk Folkeparti.

“Jeg synes, det er skørt. Man går ud og laver et forbud, når det ikke handler om mere end 12 klager. Så er det jo ikke et problem. 12 klager er ikke ret meget ift. hvor mange der ser Midttrafiks busser både i Aarhus og hele Region Midtjylland. Så det synes jeg bare understreger det absurde i den her sag,” siger han til Radio4.

“Jeg synes, det er en mærkelig vej at gå som trafikselskab. Det er politikere, der sidder der, og derfor synes jeg også, det er relevant at tage en politisk diskussion om, hvorvidt det her giver mening eller ej. Og det synes jeg bare ikke, det gør,” siger han.

Han mener, forbuddet taler ind i generel udvikling i samfundet.

“Jeg synes, det handler om en generel samfundsudvikling, hvor vi bliver mere krænkede og begynder at forbyde ting i krænkelsens navn pga. enkelte lindivider. Og så synes jeg Danmark er et land, hvor vi har været seksuelt frigjorte i mange år, og det her det trækker bestemt i den modsatte retning,” siger han.

Hør interviewet med byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Jakob Søgaard Clausen, her:

Midttrafik journaliserer ikke henvendelser om reklamer under en specifik kategori. Det betyder, at der kan være flere henvendelser end 12. Otte klager handler om reklamer for en stripklub i Aarhus. Her viste reklamen en mand, der har sin hånd på en kvindes bagdel, hvor hun blot har en g-streng på. Derudover er tre klager kommet over én af Midttrafiks egne reklamer, hvor to kvinder sidder overskrævs på to mænd og kysser.

En af de klager, der er kommet over Midttrafiks egen reklame, lyder sådan her:

“Bybusserne i Århus har for tiden nogle reklamer i vinduerne, der reklamerer for at bruge en app. På et af billederne ses en forknyt ung mand, samt en kvinde og en mand, der kysser. Kvinden er iført en højrød stram kjole, og hun sidder overskrævs på mandens skød. Dette billede leder tankerne hen på en seksuel akt og udstiller i den grad kvinden. Flere har i bussen kommenteret det, og de kvinder, jeg har talt med, er rasende. Kan det mon ad denne vej lykkes at formå Midttrafik til at nedtage disse reklamer med det kyssende erotisk fremstillede par, eller skal vi buspassagerer skride til civil ulydighed og fjerne dem selv?”

Og én af klagerne over en stripklub-reklame lyder sådan her:

“Reklamen viser en mand iført jakkesæt, der gramser på en kvindes letpåklædte bagdel, mens han har et sjofelt smil på læberne. Man ser ikke kvindens ansigt eller resten af hendes krop, kun hendes bagdel iført g-streng og bare ryg. Denne ekstreme objektificering og seksualisering af kvinder i reklamen, hvor de reduceres til blot et nydelsesobjekt for mænd, er utroligt nedgørende og degrederende. Jeg har svært ved at forklare pointen af dette til mine børn, som også skal konfronteres med dette kæmpe billede på daglig basis. Hvordan skal vi opdrage vores drenge til at respektere kvinder, når det antydes, at dette er hvordan “gentlemen” opfører sig overfor kvinder? Hvordan skal vi opdrage vores piger til at respektere sig selv, og ikke føle sig underlegen og tro, at deres krop er en mands eje?”

Men teksten i klagerne er ikke noget, som får Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem i Aarhus Kommune, til at ændre holdning.

“Jeg har lyst til at sige: ‘Hvor herre bevares!’ Så skulle vi forbyde stripklubber og forbyde at kysse i det offentlige rum? Den vej kan vi godt få ned af, men så er det en helt anden samfundsdiskussion, vi skal have. Så er det jo ikke bare reklamerne på Midttrafiks busser, der er problemet. Så jeg synes ikke, man skal lade enkelte, der er meget hysteriske, diktere, hvordan reklamerne skal være på busserne,” siger han.

I hans optik kan man blive udsat for lignende indhold mange andre steder.

“Det kan være en fin anledning at snakke med sine børn om, hvad en stripklub er, når det giver mening i det forhold. Du kan se det andre steder. Du kan jo bare tænde for fjernsynet og se en film, gå på internettet, så kommer der alt muligt op. Så du kan ikke undgå det og pakke vores børn ind i vat. Og det er jo ikke Midttrafiks busser, der lige skal tage den dagsorden,” siger han.

Siden det første gang kom frem i sidste uge, at Midttrafik har lavet det her forbud mod busreklamer, der har seksuel karakter, så har trafikselskabet indskærpet deres formuleringer. Det gjorde de fordi de i første omgang fik sagt, at forbuddet også gjaldt bare bryster.

I regelsættet står der: “Der må ikke reklameres for strip-eller sexklubber, pornografi og lignende samt varer eller tjenester relateret til disse. Reklamer må ikke indeholde billeder eller tekst af seksuel/pornografisk karakter. Reklamer må ikke indeholde billeder, hvor der gøres brug af udpræget nøgenhed eller nøgenhed i en kontekst, som er egnet til at vække anstød”.

Midttrafik har imidlertid i en kommentar til Radio4 skrevet: “I forhold til bryster betyder det, at der ikke må vises bryster på busserne, hvis det er i en seksualiserende eller pornografisk sammenhæng.”

Bestyrelsesformand i Midttrafik Steen Vindum skriver i en sms, at han ikke har flere kommentarer, men at sagen bliver drøftet igen om en uges tid på et bestyrelsesmøde i Midttrafik.

Afspiller nu

A-Z

23:00
03:00