Forbrugervagthund vil have mere gennemskuelige elaftaler

Elmåler i lejlighed i København tirsdag den 6. september 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

16. september 2022

Bang@radio4.dk

Bang@radio4.dk

For tiden sætter mange af os opvaskemaskinen i gang om natten eller lader elbilen op midt på dagen for at spare på strømregningen.

Men for cirka halvdelen af os forbrugere så er der faktisk slet ikke det store at spare.

Du kan høre historien på under tre minutter her i nyhederne fra Radio4:

For hvis man har en fastprisaftale med sit elselskab, så betaler man en fast pris. Her betaler du en fast pris pr. kilowatttime. Prisen kan være låst for et kvartal ad gangen – eller endda for flere år ad gangen.

Hvis du derimod har en variabel aftale med dit energiselskab, så betyder det rigtigt meget for din elregning, hvornår du sætter elbilen til at lade. Og det er langt fra alle os elkunder, der har styr på, hvilken aftale vi har.

Det burde elselskaberne være bedre til tydeligt at vise kunderne, hvilken form for aftale de har  og hvad de kan vælge imellem.

Det mener Vagn Jelsøe, chefkonsulent i bæredygtigt forbrug ved Forbrugerrådet Tænk.

– Vi vil opfordre elselskaberne til at blive tydeligere omkring det her og håbe, de også selv kan se, at det holder ikke, med den store interesse der er i øjeblikket, at de ikke har en fælles terminologi omkring det. Det er klart, hvis de ikke kan finde ud af det, og situationen fortsætter, så må vi rejse det politisk, siger Vagn Jelsøe til Radio4.

Du kan høre Vagn Jelsøes tips til en billigere elregning her: 

Der er grundlæggende to forskellige former for elaftaler: Fastpris, hvor man betaler en fast pris pr. kilowatttime og variabel pris, hvor prisen svinger fra time til time. Derfor betyder aftalen med elselskabet også en del for, hvor meget man kan spare ved at sætte eksempelvis vaskemaskinen i gang.

– Der er eksempler med at nogen elselskaber sælger variable aftaler, som i virkeligheden er låst for et kvartal af gangen, så der er brug for at elselskaberne gør det mere overskueligt for forbrugerne og bruger de samme ord, siger Vagn Jelsøe til Radio4.

De seneste tal fra Forsyningstilsynet viser, at lige over halvdelen af os – 57 procent – har en fastprisaftale, mens 43 procent har en variabel pris. Energiselskabet Norlys oplyser, at der for tiden er stor interesse fra kunder, der gerne vil vide, hvilken elaftale, de har.

Som reglerne er nu er man som bruger nødt til at nærlæse sin aftale for at finde ud af om man har variabel pris eller en pris. Vagn Jelsøes gode råd er man tjekker sin bolig på elpris.dk, for at se hvilke aftaler man kan få og hvorvidt den står som variabel eller fast.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

NATTEVAGTEN

23:00
01:00