Forbrændingsanlæg gør klar til at brænde døde mink

Lisbjerg Forbrændingsanlæg ved Aarhus

Skrevet af

13. maj 2021

anp@radio4.dk

anp@radio4.dk

Efter et halvt år i jorden bliver de første af i alt 13.000 ton aflivede mink i dag gravet op i Nørre Felding ved Holstebro.

I morgen aften ankommer det første læs døde mink til forbrændingsanlægget i Lisbjerg nord for Aarhus. Det er et af 13 forbrændingsanlæg, der hver dag skal modtage døde mink fra slutningen af maj til midten af juli.

På forbrændingsanlægget er man klar til prøveafbrændingen af 30 tons mink, som man forventer vil ankomme fredag efter lukketid.

Det fortæller Bjarne Munk Jensen, der er administrerende direktør i AffaldVarme Aarhus:

“Vi var også med i første runde, hvor vi brændte nogle af minkene, der blev gasset fra starten. Dengang gav det ikke nogen problemer,” siger Bjarne Munk Jensen til Radio4 Morgen.

Efter beslutningen om at grave minkene op igen, har Fødevarestyrelsen advaret mod lugtgener i området, hvor minkene har været gravet ned.

Ifølge Bjarne Munk Jensen er forbrændingsanlægget opmærksomme på at mindske eventuelle lugtgener ved afbrændingen:

“Rent praktisk lukker vi alle de porte, der normalt står åbne. Der er undertryk i forbrændingssiloen, så vi suger den dårlige lugt fra siloen ind i ovnene. Så vi har relativt meget ro i maven, når minkene kommer. Det, vi er mest spændte på, er konsistensen, og om vi kan håndtere det med vores grabbe. Men vi tror på, at det kan lade sig gøre.”

På forbrændingsanlægget holder man især øje med tre ting ved dagens prøveafbrænding, fortæller Bjarne Munk Jensen:

“Dels at vognmanden undgår spild fra bilen. Derudover er vi opmærksomme på, at vi kan håndtere lugten inde i systemet, og at vi rent fysisk kan håndtere minkene. Alle tre ting er vi velforberedte på, og vores mandskab har fået en grundig instruktion.”

Afbrændingen af de aflivede mink foregår uden for forbrændingsanlæggenes normale åbningstid, typisk om natten, så det generer beboere i området mindst muligt.

Fødevareministeriet har sat i alt 150 millioner kroner til at grave de døde mink op for at brænde dem i forbrændingsanlæg landet over.

Hør interviewet med administrerende direktør i AffaldVarme Aarhus, Bjarne Munk Jensen:

Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

KRIMILAND

17:05
18:00