Af Signe Cecilie Lyng Skeldrup
Allan Feldt fra Dansk Folkeparti er blevet voldsomt kritiseret efter et opslag på X, hvor han delte et billede af en kvinde med tørklæde og fem børn, hun angiveligt passede. Nu undskylder han.
“Jeg har slettet opslaget, fordi det ikke var i orden. Det ramte helt ved siden af. Jeg vil derfor undskylde for opslaget og dets retorik. Jeg er ikke dette menneske.”
Sådan skriver Allan Feldt fra Dansk Folkeparti i en besked til Radio IIII.
Undskyldningen kommer, efter den nyvalgte folketingspolitiker søndag lavede et opslag på det sociale medie X, hvor han kritiserede en muslimsk kvinde for ikke at passe på de børn, hun stod på en legeplads med.
På billedet ses en kvinde med tørklæde, som står med sin telefon i hånden, og fem børn, der leger. Han har skjult børnenes ansigter med hjerter, mens kvinden ikke er blevet sløret.
I opslaget skriver Allan Feldt blandt andet:
”En af de muslimer, som venstrefløjen råber og skriger på flere af, for "ellers bryder samfundet sammen", passer her på dine børn. Dvs. det gør hun jo så overhovedet ikke, for hun har åbenlyst mere travlt med at passe sin mobiltelefon end at holde øje med dine elskede børn.
Måske har hun travlt med at sende penge afsted til sit muslimske hjemland?”
Opslaget høstede hurtigt mange reaktioner fra flere folketingspolitikere, blandt andre Mette Abildgaard fra Konservative, som skrev, at opslaget er ”rablende vanvittigt”.
Derudover var der også reaktioner fra Thomas Rhode fra Radikale Venstre, som skriver at ”DF er blevet et så usselt parti” og Mohammed Rona fra Moderaterne, som mener, at Allan Feldt ”har tabt sutten fuldstændigt”.
Kort tid efter Allan Feldt lagde opslaget op, redigerede han det til en kortere version.
”Vores samfund er endt her… forældre, der stresser begge på arbejde og så skal en muslim, der formentlig er på løntilskud ”passe” vores børn!” stod der blandt andet i det redigerede opslag.
Vi har kontaktet Allan Feldt med henblik på et interview, men han har i stedet sendt et skriftligt svar, hvor han undskylder for sin retorik.
Han beskriver også, hvordan han nu ”bliver truet, kaldt pædofil, nazist, racist og fascist”.
Det er ikke blevet bekræftet, hvorvidt kvinden er pædagog, hvad hun lavede på sin telefon, eller præcis hvornår billedet er taget.
