’Jeg agter ikke at vende tilbage’, skrev Anahita Malakians i 2023 om Nye Borgerlige. Nu vil hun være formand
Man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Sådan lyder det fra Nye Borgerlige-politikeren Anahita Malakians i Morgen på RADIO IIII.
Anahita Malakians er kandidat til posten som formand i Nye Borgerlige, men for blot to år siden kritiserede hun selvsamme parti i flere opslag på sine sociale medier.
’Hold da ferie en dag at åbne Facebook og se sit gamle parti Nye Borgerlige falde fra hinanden på Borgen fuldstændig. Jeg har ikke været medlem i et par år nu og agter heller ikke at vende tilbage,’ lød det blandt andet i et opslag fra januar 2023 på Facebook.
Nu er der dog pludselig kommet andre boller på suppen.
- Nogle gange så tror jeg, at man skriver noget i den affekt, man er i. Det er to år siden. Tiderne ændrer sig, menneskerne bliver skiftet ud, der kommer nye til, siger hun til RADIO IIII.
Anahita Malakians konstaterer, at hun ikke har tænkt sig at melde sig ud af partiet på ny, hvis hun taber formandsvalget. Alligevel står svingdøren tilsyneladende ikke helt stille.
- Hvis den nye formand begynder at bevæge sig væk fra nogle af de værdier, som jeg har, og som mange andre medlemmer har, så er det ikke nødvendigvis lige der, min fremtid skal ligge, siger hun.