Flere unge tager nikotinposer – men sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti mener ikke, at staten skal blande sig i det

Snus har været ulovligt at sælge i Danmark siden 1. januar sidste år, men det er stadig nemt at få fat på. Det snus som er fotograferet kommer fra Sverige og er meget stærkt. I en af pakkerne er der 43mg/g nikotin, hvilket svarer til at have omkring 9 cigaretter i munden ad gangen. Snustobak.

Skrevet af

16. februar 2021

Flere unge tager nikotinprodukter som tyggetobak og nikotinposer, der minder meget om snus, men som ikke indeholder tobak. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Og både Salling Group, Coop og 7-Eleven bekræfter over for Radio4 Morgen, at de oplever en stigning i salget af de her produkter. Coop oplyser, at de har oplevet en fordobling i salget af produkterne i 2020 sammenlignet med året før.

Men det er ikke uden konsekvenser at putte nikotinposerne i munden. Det siger Charlotta Pisinger, der er professor i tobaksforebyggelse ved Frederiksberg Hospital:

“Vi har stigende evidens for, at nikotin i sig selv skader den umodne hjerne. Man får øget risiko for kognitive forstyrrelser og indlæringsbesvær og øget risiko for angsttilstande og opmærksomhedsforstyrrelser. Så det er ikke slik, vi taler om”, siger hun.

Lisselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, ser dog ikke et problem med nikotinposerne og det øgede salg:

“Det er et godt alternativ for dem, som vil stoppe med at ryge”, siger hun til Radio4 Morgen.

Og hun mener, at det hjælper mange voksne væk fra cigaretterne:

“Jeg kender rigtig mange, der er gået fra cigaretter til nikotinposer og som faktisk er kommet af med deres nikotintrang og er holdt op med at ryge. Vi kan også se det fra Sverige og Norge”, siger Lisselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse, ser ikke det samme billede som Lisselott Blixt ift. at det hjælper folk til at stoppe med rygningen:

“Vi har ikke nogen undersøgelser, der viser, at de (rygerne red.) er gået over til de her produkter. Tværtimod er der er undersøgelser, der tyder på, at dem der bruger de her produkter er unge mennesker, der ellers ikke ville være begyndt at ryge”, siger hun.

Men det stoler Liselott Blixt ikke så meget på.

“Der er kun én agenda i det her, og det er, at hun skal have alt, der hedder cigaretter – og hvad der ligner – væk, før hun er tilfreds”, siger hun.

Prisen på nikotinposer er i dag meget lav sammenlignet med andre tobaksprodukter, fordi poserne ikke indeholder tobak og derfor ikke er omfattet af tobakslovgivningen.

I flere kiosker, herunder 7-eleven, kan man i øjeblikket købe to pakker med 20 nikotinposer for 35 kroner.

Og det er et problem, mener Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse:

“Det er et problem, fordi det vil appellerer til mange unge mennesker, når det ikke koster mere end at købe lakrids. Så vil nogle unge synes, at det er sjovere og mere spændende at købe de her nikotinposer. Og de er jo ikke uskadelige”, siger hun.

Bastian Holm på 22 år mener, at højere priser kunne få ham til at stoppe.

“Jeg ville stoppe, hvis en pakke kostede 60 kroner – det er for meget, til at jeg vil være med”, siger han til Radio4 Morgen.

Men det ændrer ikke ved Lisselott Blixts holdning:

“Hvad folk gør, kan jeg ikke blande mig i. Vi har rigeligt som staten blander sig i, ift. hvad man indtager”, siger hun.

Hør interviewet med Lisselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, her:

Afspiller nu

Nattevagten

00:00
01:00