Flere medier lægger nu afstand til den kritiserede ekspert-læge Ulrik Hjerpsted. Forlaget Grønningen 1, der for nyligt udgav hans bog, vil ikke svare på centrale spørgsmål til sagen.
Alt imens speciallæge Ulrik Hjerpsted optrådte som ekspert i medier og populære podcasts, var der alvorlige problemer med behandlingen på hans egen klinik Copenhagen Center of Functional Medicine.
Så alvorlige, at Styrelsen for Patientsikkerhed den 1. maj gav Ulrik Hjerpsted et fagligt påbud, fordi de vurderer, at hans måde at behandle flere patienter på har været til fare for patienternes sikkerhed.
Det får nu to af de medier, der har brugt Ulrik Hjerpsted som ekspert, til at opdatere deres artikler.
Peter Søndergaard, der er redaktionschef på Børsen fortæller, at de ikke kendte til påbuddet, og at de ikke ville have udgivet en artikel med Ulrik Hjerpsted, hvis de havde kendt til det.
- Vi taler med ham om hans bog, og beskriver også i artiklen, hvad han arbejder med. Det kunne vi på det tidspunkt ikke vide, at der var noget ekstremt kontroversielt ved. Det kan vi så konstatere nu, og med den viden, vi har i dag, ville vi selvfølgelig ikke have bragt en artikel med ham i og med, at Styrelsen for Patientsikkerhed er inde og give ham et påbud, siger Peter Søndergaard til RADIO IIII.
Børsen har nu opdateret artiklen med et forbehold, hvor de gør opmærksom på påbuddet.
Det samme har Woman, der har udgivet to artikler, hvor Ulrik Hjerpsted udtaler sig som ekspert.
Chefredaktør for Woman Trine Steengaard skriver i en mail til RADIO IIII, at de to artikler blev udgivet i marts, inden Ulrik Hjerpsted fik sit påbud.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Ulrik Hjerpsted, hvis han kendte til påbuddet tilbage i marts, ikke oplyste os om dette under vores interview, siger Trine Steengaard.
Ligesom Børsen har Woman også valgt at opdatere artiklerne med information om påbuddet, oplyser Trine Steengaard.
- Vi er desuden i gang med at række ud til andre eksperter, der kan vurdere, om det giver anledning til ændringer i vores artikler. Vi afventer svar, og opdaterer artiklerne, når der er afklaring, siger hun.
Ulrik Hjerpsted har tidligere sagt til RADIO IIII, at han ikke mener, at der er grund til at oplyse hverken medier eller hans forlag om påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Forlaget Grønningen 1, der udgav Ulrik Hjerpsteds bog i marts og flere steder omtaler ham “som en af Danmarks førende indenfor funktionel medicin” har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.
Forlægger Marianne Kiertzner skriver i en mail, at forlaget “først nu” har fået kendskab til påbuddet, og at de tager “vurderingen alvorligt”.
- Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi gerne havde haft de oplysninger tidligere, og jeg er sikker på, at de fleste forstår, at vi, som forlag til en kogebog, ikke har yderligere kommentarer af respekt for sagens emne, skriver Marianne Kiertzner.
Forlaget har ikke ønsket at oplyse, hvornår de blev bekendt med sagen imod Hjerpsted, der har været undervejs i mere end et år i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det har heller ikke været muligt for RADIO IIII at få svar på, hvad forlagets omtale af Ulrik Hjerpsted “som en af Danmarks førende indenfor funktionel medicin”, bygger på.