Flæskestegskrigen buldrer afsted: “Det er jeg trist over”

Travlhed lige før jul hos Slagter Friis på Falkoner Allé, mandag den 23. december 2019. Kunderne står i kø for at købe det sidste julemad inden helligdagene begynder.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

15. december 2021

sks@radio4.dk

sks@radio4.dk

4,75 kr., 5,95 kr. og 4,95 kr. Det er priserne på et halvt kilo flæskesteg i de danske supermarkeder lige nu hos henholdsvis Netto, Føtex og Rema1000.

“Det er jeg lidt trist over. Det svarer til at en flæskesteg er billigere end en liter mælk, og det siger vel et eller andet om, at den kvalitet, som jeg mener, at vi bibringer fra en stald, hvor grisene har det godt, ikke prissættes som den burde,” siger Bo Kibsdal, der er svinebonde og bestyrelsesformand i Dansk Svineavl.

Hør hele interviewet med Bo Kibsdal, svinebonde og bestyrelsesformand i Dansk Svineavl, her:

De lave priser får kritik af blandt andre Dyrenes Beskyttelse, som mener, at supermarkederne prisdumper dårlig dyrevelfærd, og som frygter, at de lave priser får danskerne til at købe mere kød, end de plejer.

Svineavlerne taber dog ikke penge på supermarkedernes tilbud på svinekød. De får nemlig stadig den samme pris – ca. 8,40 kr.

Salling Group, der blandt andet ejer Netto og Føtex, fortæller, at priserne vil være tilbage til normal efter jul.

Men de meget lave priser, der lige nu findes, sender et ærgerligt budskab om varen, mener Bo Kibsdal.

“Jeg er ked af signalet, der ligger i, at det er et discountprodukt, jeg producerer. Det synes jeg absolut ikke, det er,” siger han.

De meget lave priser skal dog i virkeligheden ses som ren markedsføring, hvis man spørger Henning Otte Jensen, der er seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

“Jeg tror, det er en slags lokkemad for at få folk ind i butikkerne. Det er en investering for at få folk ind og tjene pengene på nogle andre varer – for det er en urimeligt lav pris, vi ser her,” siger han.

Hør hele interviewet med Henning Otte Jensen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, her:

Afspiller nu

RING TIL RADIO4

08:05
10:00